Ti måneder efter: Stormflodsramte familier venter stadig

Familier lever i skurvogne og uvished, mens forsikringsselskaberne på tiende måned er ved at afklare stormflodserstatninger.

Stormfloden efter Bodil forårsagede enorme skader på mange hjem, som her i Skibby. (Foto: © Stephan Mølvig, Cowi)

Torsdag den 5. december 2013 blæste stormen Bodil træer, bygninger og liv omkuld.

Den voldsomme storm og den efterfølgende stormflod, der især hærgede omkring Roskilde Fjord, efterlod hundreder af familier hjemløse og mange gange flere med voldsomme skader på deres hjem og ejendele.

Ti måneder senere, anslår Stormrådet, at hver tiende sag stadig ikke færdigbehandlet i forsikringssystemet.

Langsom sagsbehandling

Det blev betragtet som en sejr for husejerne, da Stormrådet 10. december 2013 afgjorde, at der var tale om en stormflod. Det betyder nemlig, at de berørte kan søge erstatning i en statslig pulje.

Men det er stadig op til borgernes forsikringsselskab at vurdere skaderne, og samspillet med det offentlige har ikke været optimalt, hvilket har betydet, at sagsbehandlingen har været langsommelig. Det erkender forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring og Pension.

- Det er vigtigt, at vi spiller bedre sammen med det offentlige. Vi er blevet enige om, at der er ting, vi kan gøre bedre kommunikationsmæssigt i forhold til det offentlige, siger underdirektør Torben Weiss Garne.

Ventetid har konsekvenser

I de hårdest ramte byer Frederikssund og Jyllinge mistede omkring 600 familier deres hjem. De måtte finde andre boliger, og mange af dem kan ikke komme i gang med at genopbygge deres hverdag, før forsikringssagen er afsluttet.

- Det er virkelig voldsomt at leve så mange måneder i en container eller et skur, mens alle ens værdier og, på en måde, ens identitet, er skyllet væk, siger Tina Donnerborg, der er chef for kommercielle aktiviteter hos Røde Kors.

Torben Weiss Garne anerkender, at en langtrukken sagsbehandling kan have store konsekvenser for borgerne.

- Jeg kan godt forstå, at nogle mennesker, der ikke kan bo i deres hus og ikke ved, hvad deres fremtid bringer, kan føle et voldsomt pres og blive psykisk syge af det, siger han.

- Jeg håber ikke, vi har et ansvar for det, men det er klart, at forsikringsselskaberne er en del af det her, og hvis de ikke har kommunikeret godt nok, kan der være folk, der har følt det.

Se meget mere om de stormflodsramte familier i 'DR2 Undersøger: Når stormen rammer' onsdag klokken 20.30 på DR2.