Det startede med et indkøb af 5.000 CO2-kvoter i 2009 til en værdi på en halv million kroner. Det sluttede med en svindelsag, der i alt har kostet de italienske statsborgere 8,5 milliarder kroner.
Ikke alene har en organiseret bande af svindlere snydt skatteborgere i Italien for milliarder af kroner. Italienske efterretningskilder mistænker, ifølge den italienske avis, Corriere Della Sera,, at en del af pengene er brugt til terrorfinansiering i Pakistan og Afghanistan.
Den omfattende italienske svindel er foregået via Danmark, og der er blandt andet brugt en falsk adresse i Hvidovre ved København. Det viser en gennemgang, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget af databasen med samtlige handler i det EU-omspændende CO2-handelssystem.
Karrusellen drejer rundt
Det hovedmistænkte firma bag svindelnummeret er SF Energy Trading. Firmaet foretog sin første handel i svindelnummeret den 11. november 2009 klokken 10:58. Få minutter efter, klokken 11:01, købte firmaet yderligere 70.000 kvoter.
Fem minutter efter, helt præcist klokken 11:06, blev de i alt 75.000 kvoter solgt videre til et andet italiensk firma.
Nu var karrusellen i gang: Millioner af kroner ud, millioner af kroner ind.
Ved de to første, indledende handler købte SF Energy Trading sine kvoter af et firma ved navn Acs UG. Officielt hørte Acs Ug hjemme i Bad Neuenahr i Tyskland, men reelt blev firmaet kontrolleret af en eller flere personer med britisk pas.
Også SF Energy Trading blev kontrolleret af en brite, Imran Yakub Ahmed, som italiensk politi nu anklager for at være bagmand i svindelnummeret.
Få dage før den første handel havde SF Energy Trading registreret sig som kvotehandler for at få adgang til markedet.
Firmaet havde italiensk adresse og var drevet af briter men registrerede sig som kvotehandler i Danmark. Også Acs Ug havde konto i Danmark. Et tysk firma og et italiensk firma - begge drevet af briter - brugte altså det danske kvoteregister til at stjæle moms i Italien.
90 procent var svindel
Da SF Energy Trading via det danske register købte sine første kvoter, var det europæiske kvotemarked allerede i frit fald.
Priserne styrtdykkede, og markedet var lammet af omfattende karruselsvindel.
I flere lande var op til 90 procent af samtlige handler tilbage i 2009 ifølge Europol svindelrelaterede.
Ejendomme, diamanter og terror
Selvom priserne på kvoter på kort tid var stort set halveret, krævede det alligevel en anselig startkapital for SF Energy Trading for at komme ind på markedet.
De første to portioner kvoter repræsenterede en værdi på millioner af kroner.
Kvoterne i det italienske svindelnummer skulle bruges til momssvindel, og de stjålne penge skulle finansiere luksus, ejendomme og diamanter - og altså, ifølge italienske efterretningskilder - terror.
Antiterror-operation gav spor
Britiske og amerikanske efterretningsfolk fandt under en operation mod et Talebanskjulested dokumenter fra svindlen.
De italienske myndigheder blev orienteret om sagen ved et møde med den britiske efterretningstjeneste, fortæller den italienske journalist, der har afdækket sagen i avisen Corriere dela Serra:
- Her fortalte de ifølge mine kilder, at dokumenterne, der blev fundet i grotten, peger på, at de penge, der er svindlet for i denne sag, kan være brugt til at finansiere terrorisme, siger journalist Giuseppe Guastella fra avisen Corriere della Sera.
Sporene i databasen viser, hvordan svindlere har handlet CO2-kvoter på kryds og tværs af Europa og stjålet store beløb i moms fra de europæiske statskasser.
I alt anslår Europol ved den seneste opgørelse tilbage i 2009, at der samlet er stjålet 37,5 milliarder kroner ved svindel med moms på CO2-kvoter i EU.
Forsvinder når momsen skal betales Momssvindel foregår ved, at svindlerne handler varer mellem kæder af selskaber henover landegrænserne.
Et af selskaberne i kæden får refunderet moms af staten, et andet selskab i kæden skal betale moms tilbage - men forsvinder sporløst, når rudekuverten fra Skat dumper ind ad brevsprækken.
Når momssvindlen sker i karruseller, sælger forbryderne varerne tilbage til det første selskab i kæden, hvorefter varerne kan tage en ny tur rundt i karrusellen, og momsen igen kan stjæles.
Navnet på Imran Yakub Ahmed og dokumenter fra firmaet SF Energy Trading blev fundet af amerikanske og britiske efterretningsfolk under en anti-terroroperation mod et Taleban-skjulested i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan i 2010.
Det var dette fund, der ledte italienerne på sporet af det omfattende svindelnummer.
Pilen peger på Danmark
Dagen efter den første handel købte SF Energy Trading igen kvoter. Denne gang 80.000 kvoter, igen til en værdi af millioner af kroner. Efter at have holdt på kvoterne i seks minutter blev de solgt videre i karrusellen.
Det er på andendagen af det italienske svindelnummer, at pilen for alvor peger på Danmark. De nye portioner kvoter købte SF Energy Trading af en konto indregistreret under navnet Avni Hysenaj. Denne person skulle angiveligt bo på adressen Engebolden 26 i Hvidovre. Adressen er falsk og personnavnet er ikke kendt i Danmark.
På trods af det falske navn og den falske adresse kunne Avni Hysenaj uden videre få kontonummer i det danske kvoteregister.
Der var ingen kontrol, og Avni Hysenaj fik uhindret lov til at handle kvoter frem og tilbage mellem flere europæiske lande.
Leverede en tredjedel af kvoterne i svindelnummeret
I ugerne efter den første handel blev det Avni Hysenaj fra den falske Hvidovre-adresse, der leverede kvoter til firmaet i den italienske sag. I alt leverede Avni Hysenaj cirka en tredjedel af de hundredtusindvis af kvoter, som SF Energy Trading købte i svindelnummeret.
Avni Hysenaj til gengæld købte sine kvoter i vældige handler med Acs UG og i enkelte tilfælde fra SF Energy Trading selv.
Dermed var ringen sluttet.
Hver gang kvoterne blev kørt rundt i karrusellen, blev momsen stjålet. I alt handler den italienske sag om tyveri af moms for 1,15 milliarder Euro - godt 8,5 milliarder danske kroner.
Det danske kvoteregister har været åbent for handler med CO2 siden 2008. I 2012 blev der strammet op på muligheden for at registrere sig, således at det danske kvoteregister ikke længere er platform for kvotehandel. Den omfattende svindel i den italienske sag stod på i årene 2009-2010, men er først nu kommet frem. Anklageskriftet er dateret den 15. september 2014.
https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0