En ny undersøgelse foretaget af Megafon for Danmarks Lærerforening viser, at 41 procent af offentligt ansatte i 27 fagforbund ikke oplever, at der bliver gjort nok for det psykiske arbejdsmiljø.
Derudover viser undersøgelsen, at i denne gruppe har 18 procent været sygemeldt inden for de seneste år med arbejdsrelateret stress. Det gælder kun for seks procent af dem, som oplever, at der bliver arbejdet med de psykiske arbejdsmiljøproblemer.
De resultater er ikke overraskende for seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Thomas Clausen.
- Et godt psykisk arbejdsmiljø kan beskytte mod sygdom, og et dårligt psykisk arbejdsmiljø øger risikoen for, at folk bliver sygemeldt, forklarer han.
Mange årsager, samme resultat
I Dansk Sygeplejeråd, som er blandt de fagorganisationer, som Megafon har udført undersøgelsen for, er resultaterne heller ikke videre forbløffende.
Næstformand Dorte Steenberg forklarer, at der er flere årsager til, at hendes medlemmer er pressede på arbejdsmiljøet - blandt andet på grund af personalemangel eller dårlig tidsstyring.
- Men resultatet er det samme. Nemlig at personalet bliver opgivende, vender problemerne indad og oplever egen utilstrækkelighed og bliver syge af det, forklarer hun.
Ifølge Thomas Clausen er det ofte stress og udbrændthed, der forbindes med dårlige arbejdsmiljøer, hvor der måske mangler opbakning, ordentlig ledelse og et godt kollegialt fællesskab.
- Det er det, der måske kan føre til, at folk får overforbrugt deres psykologiske ressourcer og risikerer at udvikle dårligt psykisk helbred på arbejdspladsen, siger han.
Risikerer at blive udstødte
Thomas Clausen forklarer, at personer, der er udsat for et dårligt arbejdsmiljø øger risikoen for, at folk bliver langtidssygemeldt eller helt forsvinder fra arbejdsmarkedet.
- Det er måske nemmere at håndtere, at man har travlt, at man har vanskelige relationer til brugere, kunder og klienter, hvis man føler, at man har ledelsens opbakning, og at man har nogle kollegaer, man kan regne med i arbejdssituationen, forklarer han.