Ekspert: Investeringer i godt arbejdsmiljø betaler sig

Der er ikke nogen lette løsninger til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, forklarer seniorforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Thomas Clausen forklarer, at der ikke findes nogen let løsning til at sikre et godt arbejdsmiljø. (© DR)

Et godt og sundt arbejdsmiljø er ikke kun et plus for medarbejderne. Det kan også give god mening for arbejdsgiverne, siger en ekspert i arbejdsmiljø.

Det kan nemlig ses som en investering at øge medarbejdernes trivsel, siger Thomas Clausen, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

- Hvis man lykkes med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, kan man jo også forbedre medarbejdernes trivsel, deres arbejdsglæde, motivation og måske på den måde også bidrage til at reducere sygefravær og personalegennemstrømning, siger han og kalder det en win-win situation.

- Mere trivsel og arbejdsglæde til medarbejderne, bedre produktion og drift til virksomheden.

Et dårligt tegn

En ny undersøgelse foretaget for Danmarks Lærerforening af Megafon viser, at 41 procent af de offentligt ansatte fra 27 fagforbund ikke føler, at der bliver arbejdet systematisk med det psykiske arbejdsmiljø.

Af de 41 procent, der er utilfredse med det psykiske arbejdsmiljø, svarer yderligere 44 procent, at de er uenige i, at ledelsen er i god dialog med medarbejderne.

Det er en udfordring for arbejdspladserne, mener Thomas Clausen.

- Det er jo ikke nødvendigvis et godt tegn, for det, der motiverer til at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, er jo også, at de bliver taget alvorligt. At ledelsen går foran og initierer en god dialog på arbejdspladsen. Hvor er det godt - hvor kan det blive bedre, forklarer han.

Skabe luft i organisationen

Thomas Clausen mener ikke, at det nødvendigvis er af ond vilje, at arbejdspladserne ikke arbejder med at forbedre arbejdsmiljøet.

Det kan blot være, at der i en travl og presset hverdag vælges at prioritere nogle af de problemstillinger, som kan betale sig på den korte bane - nemlig at få tingene til at fungere og løbe rundt.

- Så kan det jo være, at det sker på bekostning af de lidt mere langsigtede prioriteringer, man kan have som for eksempel at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, så det er jo også et spørgsmål om at få skabt den luft i organisationen til at komme i gang med at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, siger han.

Ingen snuptagsløsninger

Undersøgelsen fra Megafon viser dog, at halvdelen af de adspurgte mener, at der arbejdes systematisk med det psykiske arbejdsmiljø.

Derudover oplever 79 procent, at de kan udføre arbejdet fagligt tilfredsstillingende, hvis de arbejder et sted, hvor psykiske arbejdsmiljøproblemer bliver forebygget, mod kun 43 procent, de steder, hvor det ikke sker.

- Det er jo de eksempler, man må tage ved lære af, se på og så lade sig inspirere til at sige; vi kan også gøre det på vores arbejdsplads, forklarer han.

Det er dog lettere sagt end gjort, og der er ikke nogen lette snuptagsløsninger, forklarer han.

- Det der er vigtigt, er, at man har en proces, at man har sat temaet på dagsordenen på arbejdspladsen og så må man jo se, hvor man kan nå hen ved fælles hjælp, forklarer han.

- Det er det lange seje træk på de enkelte arbejdspladser, som er nødt til at blive sat i gang.