NemID skal være de unges nye bedste ven.
For om kun en måned lander alle vigtige breve fra det offentlige i danskernes nye digitale postkasse.
Men over halvdelen af de unge mellem 15 og 24 år har endnu ikke logget ind på borger.dk og tilmeldt sig, viser en optælling fra Digitaliseringsstyrelsen.
Kun 44 procent er tilmeldt den nye ordning, der fra 1. november i princippet kommer til at gælde for alle danskere over 15 år.
- Det er særligt de unge, der halter bagefter, og det er måske en lille smule overraskende, fordi man havde forventet, det var de ældre, der havde en udfordring med det digitale, siger Louise Kampmann, teamleder i Digitaliseringsstyrelsen, til DR Nyheder.
De unge er ikke fremmedgjort
Ser man på den ældre aldersgruppe af danskere fra 75 år, har kun 35 procent tilmeldt sig digital post-ordningen. Men her kan man bedre tale om, at de har en udfordring med den nye teknologi, siger Louise Kampmann.
- For de unge handler det ikke om at være fremmedgjort over for en computer, men mere om at de ikke mener, det er relevant nok at interessere sig for, hvordan man kommunikerer med det offentlige.
Fortsætter den store gruppe af unge med at lade stå til i forhold til tilmeldingsfristen, kommer de alligevel til at sige farvel til papirbreve og kuverter.
Når kalenderen går ind i næste måned, er ikke registrerede danskere helt automatisk tilmeldt.
Ingen slipper udenom at skulle modtage den digitale post, med mindre de bliver fritaget, fordi de for eksempel ikke har en computer eller har adgang til internettet.
Indtil videre viser tallene fra Digitaliseringsstyrelsen, at otte procent af danskerne er blevet fritaget.
Og det er især mange ældre. Ifølge Danmarks Statistik havde 51 procent af de 75- til 89-årige aldrig været på nettet i 2013.
Danskerne kender godt til ændringerne
Louise Kampmann siger, der ikke er brug for meget mere oplysning om de nye digitale tider. For Digitaliseringsstyrelsen har fået god feedback på oplysningskampagnerne.
Derfor frygter man ikke, der er mange danskere uden kendskab til overgangen.
- Det kan sagtens være, at folk derude tænker, de har forstået budskabet om, at de bliver oprettet automatisk 1. november, så de ikke behøver at foretage sig mere, siger hun.
Generelt for samtlige af de 4,7 millioner danskere over 15 år har 59 procent nu tilmeldt sig digital post.
Og det tal stemmer fint overens med Digitaliseringsstyrelsens forventninger, fortæller Louise Kampmann.
Vil få påmindelse på papir
Det endelige mål er, at 80 procent af danskerne vil modtage digital post fremover, og at det vil spare statskassen for udgifter på op mod en milliard kroner om året.
- Der vil stadig være myndigheder, som beslutter sig for, at de alligevel sender et fysisk brev. Men i udgangspunktet er det den digitale postkasse, man som borger skal orientere sig i fremover, siger Louise Kampmann.
Hvis man ikke har været logget på Digital Post efter august 2014, får man et fysisk brev første gang, man modtager Digital Post fra en offentlig afsender efter overgangen 1. november.
Her står der, at der ligger digital post og venter på at blive læst. Der er også oplysning om, hvordan man logger ind og læser posten, samt hvordan man kan blive fritaget. Denne påmindelse får man kun én gang.
Er man i tvivl om, hvordan den digitale postkasse fungerer, har landets kommuner uddannet såkaldte it-ambassadører, der kan give råd og vejledning. Borgere kan henvende sig i borgerservice for at få hjælp.