Arbejdsløshed er vores store bekymring

Ledighed optager danskerne mere end for fire år siden og langt mere end for eksempel ældreområdet, viser meningsmåling

Vores bekymring for arbejdsløshed er steget markant på få år. (© Scanpix)

Dagpengereform, fyringsrunder og udfaldstruede danskere. Den massive mediedækning af arbejdsmarkedspolitik og ledighed har fået danskerne til at prioritere området som det vigtigste på den politiske dagsorden.

I en meningsmåling, som Epinion hver måned laver for DR, svarer 16 procent af de adspurgte nu, at arbejdsløshed er det politiske område, som bør prioriteres højest. For fire år siden var tallet kun syv procent.

Til sammenligning svarer kun fem procent af de adspurgte ældrepleje, når de skal tage stilling til, hvilket emne det er vigtigst, at politikerne tager sig af. Det tal var ni procent for fire år siden.

Krise gør os solidariske

Ifølge professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i moderne politisk adfærd, Michael Bang Petersen, er målingen et udtryk for både bekymring på egne vegne og medfølelse med de arbejdsløse.

- Vi ser, at når der er krise i samfundet, er vi mere tilbøjelige til at ville tage hånd om dem, der uforskyldt er kommet i klemme.

- Der har været et kontinuerligt fokus på arbejdsløshed i medierne, og derfor er det det område, som har folks opmærksomhed. Når vi hører så meget om det, tænker vi to ting: 'Det kan også ske for mig' og 'Det kan ramme alle, også dem, som ikke selv er skyld i det', siger han.

Vil ikke være til grin

Derfor vækker det både bekymring over ens egen situation og solidaritet med dem, der er blevet ramt af arbejdsløshed.

- Vi er indrettet sådan, at vi gerne vil hjælpe andre, men vi vil ikke være til grin. Derfor er det meget mere sandsynligt, at vi har medfølelse, når det drejer sig om grupper, der ikke selv er skyld i deres situation.

Vil gerne hjælpe de ældre

Michael Bang Petersen understreger, at målingen ikke er et udtryk for, at vi er blevet mere ligeglade med de ældre. Den fortæller blot, hvilket område der har vores opmærksomhed lige nu.

- Hver gang man spørger folk, hvilken befolkningsgruppe de helst vil hjælpe, svarer folk de ældre. Det gælder til hver en tid og ikke bare i Danmark, men i alle lande. Og det er igen, fordi der er tale om en gruppe, som ikke selv er skyld i, at de har brug for hjælp.

I aften er der premiere på programserien 'Farvelfærd', hvor almindelige danskere skal løse svære velfærds-dilemmaer. Aftenens program handler om ældrepleje og sendes klokken 22 på DR2.