Kinas ambassade: Vi accepterer ikke at blive anklaget for cyberspionage

Den kinesiske ambassade i Danmark afviser, at den kinesiske regering er involveret i hackerangreb mod danske virksomheder og myndigheder.

Kinas præsident Xi Jinping og USA's præsident, Barack Obama, har tidligere diskuteret it-kriminalitet. (© Scanpix)

Fra flere kanter bliver Kina anklaget for at stå bag cyperangreb mod virksomheder og myndigheder i Vesten. Angreb, hvor hackere med succes har vristet dyrebare oplysninger ud af it-systemer.

- Vi er ved at være nået dertil, hvor det er en halvoffentlig hemmelighed, at f.eks. Kina udfører statsfinansieret spionage, siger Rasmus Theede, koncernsikkerhedschef i KMD, der står for en lang række offentlige og private virksomheders it-drift.

Det amerikanske IT-sikkerhedsfirma Mandiant udgav sidste år en rapport, hvor 141 angreb mod vestlige virksomheder mellem 2006 og 2013 spores tilbage til en særlig enhed i den kinesiske hær, der hedder Unit 61398 og har base i en 12 etagers bygning i Shanghai.

Enheden er ifølge det amerikanske sikkerhedsfirma Fireeye én af omkring 30 kinesiske hackergrupper, som udfører såkaldte APT-angreb, der er meget professionelle og avancerede.

Kina afviser anklager

Som DR Nyheder kunne fortælle søndag, bliver Danmark i højere grad udsat for angreb fra en eller flere fremmede stater, som de danske myndigheder dog ikke vil sætte navne på.

Pilen peger dog ifølge flere kilder, som DR Nyheder har talt med, mod kineserne. Men det afviser den kinesiske ambassade imidlertid.

I en mail til DR Nyheder skriver Fu Wenyan, chef for ambassadens politiske afdeling, blandt andet:

- Da det er vanskeligt at skaffe beviser, mener vi ikke, at det er ansvarligt at drage konklusioner om, at angrebene kommer fra et bestemt land eller at komme med beskyldninger mod nogle lande.

- Vi er mere parate til at engagere os i dialog med andre lande for at opbygge forståelse og tillid og skabe en fælles indsats for at løse cyber-udfordringerne. Men hvis Kina fejlagtigt bliver anklaget, vil vi bestemt aldrig acceptere det.

USA har sigtet kinesere for hacking

Den kinesiske regering har også tidligere afvist påstandene om, at den kinesiske regering skulle støtte cyber-spioner.

Alligevel tog den amerikanske regering det usædvanlige skridt i maj i år at sigte fem navngivne kinesiske statshackere for cyberspionage mod en række amerikanske virksomheder og myndigheder.

Ifølge USA er det ikke kun militære hemmeligheder, kineserne angiveligt er gået efter, men også private virksomheders udviklingsplaner, deres forretningsstrategier og ikke mindst viden om, hvordan virksomhederne har tænkt sig at udvikle deres produkter.

Dokumentation

Hele mailen fra den kinesiske ambassade kan du læse her:

18. september

Kære xx

Mange tak for din mail og undskyld for det sene svar. Vi er i øjeblikket fuldt optaget af at forberede et kommende besøg, og det er grunden til, at vi ikke er vendt tilbage tidligere, og vi tror ikke, at vi vil være tilgængelige til et interview i denne uge.

Men, cyber-spørgsmålet er uden tvivl en stor udfordring for hele det internationale samfund. Og der er en del beskyldninger mod Kina, som, vi ikke tror, bunder i solide beviser. Så vi er glade for, at I tænker på at få de kinesiske synspunkter til spørgsmålet.Selvom vi ikke er i stand til at give interview, håber vi, at I kan hjælpe os med at fortælle seerne, hvad de kinesiske synspunkter er.

Den kinesiske regerings position i forhold til cyber-sikkerhed er konsekvent og enstydig. Vi er standhaftige i at opretholde cybersikkerhed og er fortalere for et fredelig, sikker, åben og samarbejdsvilligt cyber space. Vi mener, at det internationale samfund er tæt forbundet på internettet, og at cyber-sikkerhed er en ny udfordring for verden som helhed.

Teknologierne bliver opgraderet dag for dag, og angrebene er usynlige og kan komme fra hele verden, mens de internationale regler endu skal udvikles yderligere for at løse denne slags problemer.

Kina mener, at cyber space har brug for flere regler og samarbejde snarere end uansvarlige spekulationer, kritik eller påstande og endnu mindre end cyber krig.Kina har selv været et stort offer for cyber angreb. En række kinesiske virksomheder og offentlige myndigheder er blevet alvorligt angrebet af cyber kriminalitet, og der er også mange aflytninger og overvågnings-aktiviteter mod Kina.

Da det er vanskeligt at skaffe beviser, mener vi ikke, at det er ansvarligt at drage konklusioner om, at angrebene kommer fra et bestemt land eller at komme med beskyldninger mod nogle lande.

Vi er mere parate til at engagere os i dialoger med andre lande for at opbygge forståelse og tillid og skabe en fælles indsats for at løse cyber udfordringerne. Men hvis Kina fejlagtigt bliver anklaget, vil vi bestemt aldrig acceptere det.

Vi håber, at vores danske venner vil tage en objektiv og saglig tilgang til dette spørgsmål.

Bedste hilsner Fu Wenyan

---------------------------------------------------------

Har din virksomhed eller den virksomhed, du arbejder i, været udsat for cyberspionage, vil DR Nyheder meget gerne høre fra dig. Skriv til nfas@dr.dk