Bøfkæde ramt af vredes-storm efter navnesejr

På Facebook hagler kritik ned over Jensen's Bøfhus, som i dag vandt retten til navnet Jensen og dermed kostede en fiskerestaurant i Sæby sit navn og 200.000 kroner.

Højesteret har fredag givet Jensen's Bøfhus medhold i, at Jensens Fiskerestaurant i Sæby ikke må bruge navnet "Jensens". (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Skam jer, selvmål af rang, usmageligt, og dårlig stil.

Det er blot nogle få af de hårde ord, der følger med de én stjernes-anmeldelser, der lige nu regner ned over restaurantkæden Jensen's Bøfhus' facebookside.

Den overvældende kritik kommer, efter at Højesteret i dag dømte til fordel for bøfgiganten i en navnestrid mod en fiskerestaurant i Sæby. Restaurantkæden ville nemlig have, at ejeren af Jensens Fiskerestaurant, Jacob Jensen, skulle stoppe med at bruge navnet Jensen, og det gav Højesteret Jensen's Bøfhus medhold i.

Men det falder ikke i god jord hos restaurantens kunder, som i den grad giver bøfhuset tørt på på Facebook.

- Føj for en flovmand. Fatter I ikke, at I formøbler jeres "goodwill" med sådan en sag? Grotesk og pinligt, skriver en Facebook-bruger.

Forstår ikke navnekrav

Flere sætter spørgsmålstegn ved restaurantkædens forretningsmoral og går så langt som at kalde dem "navnefascister". Fælles for kritikerne er, at de ikke forstår, hvorfor kæden, som har knap 50 restauranter i Danmark, Sverige og Norge, bliver nødt til at hive en lille konkurrent i retten.

Flere trofaste kunder sværger endda aldrig at sætte fødder i en af kædens restauranter igen.

- Kære Jensen. Jeg elsker bøf i alle afskygninger, du og jeg plejer at være gode venner! Men vores venskab ender i dag, for den retssag i har kørende er virkelig usmagelig og ikke i dansk ånd! Farvel Jensen, tak for de gode stunder, skriver en bruger.

- Så kan de sko vist ikke blive meget mindre, skriver en anden bruger om bøfkædens behov for at gøre krav på navnet.

Det er bøfkæden, der har trukket Jensens Fiskerestaurant i retten for brug af ejerens eget efternavn, som ifølge Jensen's Bøfhus ikke bør bruges af andre end dem - i hvert fald ikke i restaurationsbranchen.

Det handler om principper

Folkene bag Jensen's Bøfhus forstår godt, at det kan se ud som om, at de for ingen nytte tryner en lille konkurrent, men det er heller ikke med restaurantkædens gode vilje, fortæller skaber Palle Skov Jensen.

- Vi er utroligt kede af, at vi overhovedet har skullet tage den her sag, og det er ikke noget, vi har haft lyst til, siger han til DR Nyheder.

- Men vi har gjort det, fordi vi har brugt rigtigt mange år på at opbygge det her varemærke. Når det så er en anden restaurant, som folk opfatter som en af vores restauranter, så bliver vi nødt til at handle på det.

Troede de var en del af kæden

Han fortæller, at det først var, efter at undersøgelser viste, at 96 procent af en adspurgt gruppe danskere sagde, at de troede, at Jensens Fiskerestaurant var en del af Jensen's Bøfhus-kæden, at man drog til handling.

- Så bliver vi jo nødt til at prøve at beskytte det, vi har brugt så mange år på at opbygge. Men vi har absolut ingen ønsker om at ødelægge noget for ejeren af restauranten og ønsker ham alt muligt held og lykke, siger Palle Skov Jensen.

Ejeren af Jensens Fiskehus skal ikke blot finde et nyt navn, men også betale 200.000 kroner til Jensen's Bøfhus for krænkelse af varemærkerettigheder og for at bruge et logo, som blev forbudt ved en dom i Sø- og Handelsretten sidste år.