Fredag har restaurantkæden Jensen's Bøfhus fået Højesterets ord for, at fiskerestauranten "Jensens Fiskerestaurant" ikke længere må bruge navnet Jensens - også selvom Jensen's Bøfhus staver det med apostrof s.
Palle Skov Jensen, der står bag den kendte bøf-kæde, forklarer, at bøfhuset ikke vil tage patent på navnet Jensen generelt.
- Hvis der er nogen, der hedder Jensens Klip, så blander vi os ikke i det. Det er kun, når det er i restaurationsbranchen, forklarer han.
Brand har kostet dyrt
For den udefrakommende kan det virke som en bagatel. At to restauranter bruger samme efternavn, men det er det ikke for Palle Skov Jensen.
- Vi har brugt mange penge på og arbejdet med at udvikle vores brand. Det vil vi gerne beskytte, så andre ikke nyder godt af det arbejde, vi har lagt i at opbygge vores varemærke, siger Palle Skov Jensen.
Det handler om principper
Palle Skov Jensen mener ikke, at den kendte kæde med mere end 50 restauranter, har trynet en lille spiller.
- Det handler om principper - det er ikke vigtigt, om det er en lille eller stor spiller, siger han.
Tanken om, at det er den store mod den lille lokale, går Palle Skov Jensen også i rette med. Årsagen, til at han selv blev opmærksom på fiskerestauranten, var, at den udvidede og åbnede en filial i Kerteminde foruden originalen i Sæby.
- Jeg bor selv i Odense, og folk begyndte at spørge mig, om vi havde startet en fiskerestaurant også, siger Palle Skov Jensen.
- Folk oplevede, at vi stod bag den.
Omstødte Sø- og Handelsretsdom
På Jensens Fiskerestaurants hjemmeside fremgår det, at restauranten på Fyn er lukket.
Sidste år var sagen i Sø- og Handelsretten, og her fik Jensens Fiskerestaurant lov til at beholde sit navn. Dog skulle ejeren ændre logoet, så der ikke længere stod restaurant og Jensen ikke var specielt fremhævet.
Derfor står der nu Jensens Fisk på restaurantens facade og hjemmeside.