Efter to mænd i dag blev skudt i Fogedretten i København er flere ansatte ved retten og et antal privatpersoner kørt til krisepsykolog.
- 10-15 personer er sendt til krisepsykolog på Bispebjerg Hospital, siger sekretariatschef Stig Nørskov-Jensen ved Københavns Byret.
Ni af dem er medarbejdere ved retten, og de øvrige er "kunder" i foged- eller skifteretten, og har ikke forbindelse til sagen, men overværede skuddramaet, oplyser han.
Advokat dræbt
- De (medarbejderne, red.) blev ret hurtigt isoleret af politiet, så de kunne afhøre dem, og vi har ikke nået at tale med dem.
- Politiet tog sig af dem, og de blev bagefter kørt til krisepsykolog, siger Stig Nørskov-Jensen.
En af de to personer, der i dag blev skudt i Fogedretten i København var advokat for en af parterne i en sag om ret til samvær med et barn.
Formodet gerningsmand er familiemedlem
Den anden mand, der blev skudt, er i part sagen, oplyser sekretariatschefen. Ifølge politiet er manden i livsfare.
Politiet oplyser desuden, at de har anholdt en formodet gerningsmand og fundet det formodede gerningsvåben.
Den anholdte er et familiemedlem til sagens parter, forklarer Stig Nørskov-Jensen.