Dræbt af skud i retten var advokat

Den dræbte var en af parternes advokat i en sag om samvær.

Den anden mand, der blev skudt, er i part sagen, oplyser Københavns Byret. (Foto: © Jens Astrup, Scanpix)

En af de to personer, der i dag blev skudt i Fogedretten i København var advokat for en af parterne i en sag om ret til samvær med et barn.

Det oplyser Københavns Byret til DR Nyheder.

Advokaten blev dræbt af skud fra et oversavet haglgevær.

Sag om samværsret

Han førte en sag om samværsret.

- Det var en samværssag om samværsret med et barn, siger sekretariatschef Stig Nørskov-Jensen ved Københavns Byret.

Andet skudoffer i livsfare

Den anden mand, der blev skudt, er i part sagen, oplyser Stig Nørskov-Jensen.

Ifølge politiet er manden i livsfare.

Formodet gerningsmand er familiemedlem

Politiet oplyser desuden, at de har anholdt en formodet gerningsmand og fundet det formodede gerningsvåben.

Den formodede gerningsmand er et familiemedlem til sagens parter, forklarer Stig Nørskov-Jensen.

Den overlevende efter skuddramaet blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Politiet oplyser til Ritzau, at den sårede mand er blevet ramt fire steder i kroppen.