Der går ikke et sekund, hvor 48-årige Dorte Stapelfeldt Hansen ikke tænker på den kræftsygdom, der har spredt sig i det meste af hendes krop.
I februar måned fik hun beskeden af lægerne om, at hun er uhelbredelig syg.
- Alt forsvandt under mig. Gulvet, stolen og bordet. Det var simpelthen så surrealistisk, ubeskriveligt, rædselsfuldt. I et stykke tid tænkte jeg: 'Det er et mareridt. Jeg vågner på et tidspunkt'.
Sådan siger Dorte Stapelfeldt Hansen i programmet 'De Uhelbredelige?', der bliver sendt på DR1 i aften kl. 20:45.
Programserien følger otte danskere, der har fået at vide, at de er syge, og intet kan gøres for at kurere dem.
Alligevel forsøger de alle at søge hjælp og behandling på alternativ vis.
30.000 per rejse
Dorte Stapelfeldt Hansen rejser til Frankfurt hver anden uge, hvor hun skal behandles med regional kemoterapi hos den tyske læge, Dr. Vogl.
Denne type behandling findes også i Danmark, men kun på forsøgsbasis til patienter, der lider af bestemte kræftformer.
Sundhedsstyrelsen i Danmark vil ikke anbefale Dr. Vogls behandling, da de ikke finder den tilstrækkeligt dokumenteret. Alligevel tager Dorte Stapelfeldt Hansen afsted - og har udgifter for omkring 30.000 kroner, hver gang hun rejser til Tyskland.
- Om jeg dør af forkert behandling, eller om jeg dør af ingen behandling, det er jo fuldstændig ligegyldigt. Der er jo ligesom ikke noget alternativ, siger hun.
Se klip fra 'De Uhelbredelige?' i videoen over artiklen. Hele programmet bliver vist mandag aften klokken 20.45 på DR1.