To topchefer forlader Sundhedsstyrelsen efter kritik

Forandringens vinde blæser i Sundhedsstyrelsen, som siger farvel til både direktør og tilsynschef.

Anne Mette Dons har været chef for Sundhedsstyrelsens Enheden for Tilsyn og Patientsikkerhed i en periode, hvor Sundhedsstyrelsen har været under skarp kritik i en række sager.

Samtidig med at Sundhedsstyrelsen fremlægger en omfattende handlingsplan, som skal komme fejlbehandlinger til livs, forsvinder to af styrelsens ledende skikkelser.

Tilsynschef Anne Mette Dons stopper nemlig i Sundhedsstyrelsen, og direktør Vagn Nielsens stilling bliver samtidig nedlagt. Det bekræfter Sundhedsstyrelsen overfor DR Nyheder.

Anne Mette Dons' fratrædelse træder i kraft øjeblikkeligt - i hvert fald, hvis man skal tro det autosvar, der kommer tilbage fra den nu tidligere tilsynschefs arbejdsmail.

- Tak for din mail. Jeg arbejder ikke længere i Sundhedsstyrelsen og du kan kontakte enheden på eft@sst.dk Såfremt du har brug for at komme i kontakt med mig, kan du finde mig på Linkedin, står der i e-mailen, da DR Nyheder forsøger at kontakte Anne Mette Dons.

Ny direktørstilling medfører fratrædelser

Ifølge administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith, er endnu en unavngiven enhedschef fratrådt som følge af de administrative omlægninger. Men der er altså ikke taler om fyringer, fortæller hun til DR Nyheder.

- Der har ikke været fyret, men som afledt konsekvens af, at jeg ønsker at oprette en direktørstilling med fokus på tilsyn, der er blevet nedlagt en direktørstilling, siger hun og fortsætter:

- Samtidig har jeg sammenlagt to enheder, og her har de to enhedschefer ønsket at fratræde.

Både stillingen som tilsynsdirektør og enhedsleder vil nu blive slået op, oplyser hun.Handlingsplan udleveret til ministeren i dag

Sundhedsminister Nick Hækkerup bad styrelsen om en handlingsplan, efter internationale eksperter i juni kom med skarp kritik af styrelsens tilsyn, efter en række svigt i tilsynet.

Det gælder ikke mindst i sagerne om to psykiatere, som DR bragte frem sidste år.

Psykiateren Arne Mejlhede fejldiagnosticerede og overmedicinerede i årevis patienter, uden at Sundhedsstyrelsen stoppede det. Og en vestjysk psykiater praktiserede i en årrække på trods af en alvorlig hjerneskade, før styrelsen fratog ham autorisationen.

Nedlægger embedslægerne

Som en del af handlingsplanen, vil Sundhedsstyrelsen nedlægge de tre embedslægeinstitutioner rundt i landet og i stedet skabe en central tilsynsenhed i København med regionale kontorer.

Samtidig vil styrelsen vil flytte mere fokus over på at føre tilsyn med de områder, hvor man vurderer, der er størst risiko for patienterne. I dag er en stor del af tilsynsressourcerne bundet til faste opgaver med regelmæssige tilsyn på privathospitaler, plejehjem og hos plastikkirurger.

I alt foreslår Sundhedsstyrelsen 25 nye indsatser fordelt på 9 områder for at sikre, at Sundhedsstyrelsen bliver bedre til at reagere, når der er fare for patienter.