Fødevarestyrelsen: Rent held hvis egenkontrol havde fanget listeria

Produkter fra Jørn A. Rullepølser var forurenet så lidt, da de forlod virksomheden, at det ville være meget svært at fange smitten i en egenkontrol.

Der var tilsyneladende så få bakterier i de listeria-inficerede produkter, da de forlod Jørn A. Rullepølser, at virksomheden ville have en chance for selv at opdage udbruddet. (© Colourbox)

Selvom kødproducenten Jørn A. Rullepølser har udført egenkontrol på produkter og produktionsanlæg, afslørede kontrollen ikke, at virksomheden led under et udbrud af listeria.

Det skyldes ifølge Fødevarestyrelsen ikke, at Jørn A. Rullepølser har svigtet i sin egenkontrol, men at forureningen af listeria-bakterier hos producenten var så lav, at bakterierne var meget svære at finde.

- De undersøgelser, vi har lavet af rullepølserne, viser, at der var meget få bakterier i produkterne, når de forlod virksomheden, siger Annette Perge, specialkonsulent hos Fødevarestyrelsen og fortsætter:

- Det er et spørgsmål om held, om man finder dem eller ej, og derfor har virksomheden ikke selv fundet bakterien i sine prøver.

Fødevarestyrelsen opdagede smitte

Det var i stedet Fødevarestyrelsens mere omfattende undersøgelser af Jørn A. Rullepølser, der opdagede, at virksomheden var under smitte.

Fødevarestyrelsen konstaterede, at der var listeria hos Jørn A. Rullepølser 6. maj i år og igen 11. august. Herefter blev produktionen lukket, og produkter blev trukket tilbage.

Men heller ikke på dette tidspunkt, var forureningen så voldsom, at virksomhedens egenkontrol nødvendigvis ville have fanget Listeria-udbruddet.

- Virksomheden ville nok have fundet smitten, men nok på et senere tidspunkt, når forureningen var blevet så voldsom, at de havde fundet de i deres prøver, siger Annette Perge.

Gode til gemmeleg

Selvom Fødevarestyrelsen har fundet listeria hos Jørn A. Rullepølser, står det fortsat uklart, hvor den præcise smittekilde har været.

Listeria-bakterier er nemlig rigtig gode til at gemme sig og skjuler sig ofte steder, hvor rengøring har svært ved at komme frem.

Men at flere produkter - både spegepølse, grillpølse og seks forskellige typer af rullepølse - har været inficeret med listeria, peger i en retning af en kilde.

- Der er sandsynligvis tale om, at smitten har gemt sig i en revne eller i et hulrum på et fremføringsbånd for eksempel, som flere produkter har været i berøring med, siger Annette Perge.

Vokser i køleskab

Listeria kan ifølge Annette Perge vokse ved kølerums-temperatur og kan derfor vokse til et sundhedsskadeligt niveau i løbet af den periode, hvor den befinder sig i detail-handlen eller ude i køleskabet hos forbrugerne.

Det er årsagen til, at 24 personer er blevet smittet med de listeria-bakterier, der stammer fra Jørn A. Rullepølser. Heraf har 12 mistet livet.

Fødevarestyrelsen har ikke overblik over, hvilke produktnavne eller forpakninger det inficerede kød er solgt i, men anbefaler forbrugerne at tjekke listen over kødprodukter på styrelsens hjemmeside.