Det nye og længere skema, der folder sig ud på landets skoler fra på mandag, deler holdningerne hos elevernes forældre.
Nogle ser frem til, at skolereformen træder i kraft, mens andre er imod de nye ændringer.
Den sidste gruppe skal passe på med at brokke sig for meget over skolen - især over for børnene. Det kan nemlig gå ud over deres trivsel, mener Per Schultz Jørgensen, der er tidligere professor i socialpsykologi ved Danmarks Lærerhøjskole og forhenværende formand for Børnerådet.
- Børn har brug for, at deres forældre støtter dem i skolen. De kan ikke leve med, at deres projekt med at blive dygtige ikke er godt nok i deres forældres øjne. De kan ikke gå i skole hver dag og tænke, at det her er noget underligt noget, siger Per Schultz Jørgensen.
Forældre skal ikke lyve
Børneeksperten forklarer, at børn lærer mest, hvis de trives, og at trivsel kræver, at fire forhold er opfyldt. Barnet skal have kammerater i skolen, have det godt med lærerne, have det godt med sig selv og føle opbakning fra sine forældre.
Per Schultz Jørgensen mener dog ikke, at forældre ligefrem skal lyve over for deres børn, hvis de synes, at det er en rigtig dårlig ide, at barnet nu skal til at være i skole de fleste dage frem til 15.30.
- Hvis de ikke er tilfredse, må de enten tage deres børn ud af skolen og finde en anden skole, eller også må de bakke op. Børnene skal have det til at fungere, siger han.
Ingen børn skal være gidsler
Men det er jo ikke alle steder i landet, at forældre har mulighed for at flytte deres barn til en anden skole. Hvad skal de stille op?
- Hvis de ikke synes, at skolereformen lige er, som de synes, kan de arbejde på at få nogle ting lavet om lokalt. På den måde kan de være loyale over for deres egen kritik, siger Per Schultz Jørgensen.
Han forstår godt, at nogle forældre er skeptiske over for skolereformen og opfordrer til, at man skal holde øje med om ens barn trives.
- Hvis barnet ikke trives, så tal med barnet, læreren og de andre forældre og giv det en ny chance. Hvis det ikke lykkes, skal man være på mærkerne og finde en anden løsning. Barnet skal ikke være gidsel i et projekt, siger han.