Flere forældre til elever i folkeskolen vender tommelfingeren op til den nye skolereform, som træder i kraft efter sommerferien.
I en undersøgelse, som Jyllands-Posten bringer søndag, svarer knap 47 procent, at de er overvejende positivt stemt over for reformen. Knap 20 procent er derimod negativt stemt.
Længere skoledag er ok
Tidligere var der bekymring for de længere skoledage, som reformen medfører, men det har ifølge formand for forældreforeningen Skole & Forældre, Mette With Hagensen, ændret sig.
Det er sket i takt med, at reformen er gået fra hovedlinjer i en lovtekst til konkrete tiltag på de enkelte skoler.
- Skoledagen bliver længere, men indholdet bliver godt, og der bliver også tid til både fritids- og familieliv. Nu ser vi, hvordan det kommer til at ske på vores egne børns skoler, som vi har tillid til, og det smitter af på det generelle syn på reformen, siger Mette With Hagensen til DR Nyheder.
Ifølge søndagens måling er knap 52 procent af forældrene for en længere skoledag, mens godt 33 procent er imod.
Indsigt i børnenes læring
Forældreforeningens formand udtrykker også begejstring for de såkaldte læringsmål, hvor hver enkelt elev får opsat fokusområder for sin læring.
- Med det værktøj bliver det synlig for børnene selv, men også for forældrene, hvad det er, de skal lære, og hvordan de lærer det. På den måde kan forældre og børn se, hvad børnene rent faktisk lærer i skolen, siger Mette With Hagensen.
Mens forældrene på kanten af et nyt skoleår i overvejende grad er positive, er der fortsat bekymring hos lærerne.
Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen siger til Jyllands-Posten, at forældrene vil se anderledes på reformen om et år, "når de har erfaret, hvordan virkeligheden bliver".
Få genopfrisket, hvad reformen indeholder her.