Over 20.000 ansøgere fik afslag på drømmestudiet

Næste hver fjerde studerende kom ikke på et studie. Skab flere pladser, lyder opfordringen fra de studerende.

Det er er stort problem, at så mange er blevet afvist, mener formand for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard. (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Et rekordstort antal ansøgere betød i år også et rekordstort antal afslag til de unge, der har søgt ind på en videregående uddannelse.

21.412 ansøgere kom ikke ind på en uddannelse, da pladserne blev fordelt mellem de godt 90.000 ansøgere, der i år havde søgt ind på en videregåenduddannelse.

Den rekord mener formand for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard, er et stort problem.

- Det er st stort problem, hvis vi uddannelsesmæssigt sætter krav op, som gør at ansøgere ikke kan komme til at læse det de allerhelst vil. Jeg tror, at man får de dygtigste studerende ved at lade folk læse, det de helst vil, siger han.

Flere pladser til flere ansøgere

Danske Studerendes Fællesråd mener derfor, at regeringen bør sikre midler til at skabe flere pladser på de uddannelser, der må skuffe mange ansøgere.

- Det er et stort problem, hvis danske unge ikke kan finde en plads i det danske uddannelsessystem. I et land som Danmark bør vi sikre, at alle folk har mulighed for at læse noget, de har lyst til, siger Jakob Ruggard.

I alt har 370 uddannelser på landsplan et karakterkrav, der skal opfyldes, for at man kan komme ind på studiet.

Enhedslisten: Regeringen lever ikke op til egen politik

Regeringens støtteparti Enhedslisten mener også, det er et problem, at så mange studerende ikke bliver optaget på en videregående uddannelse.

- Regeringen har haft travlt med at få de unge virkelig hurtigt over på en videregående uddannelse, men har ikke oprettet flere studiepladser. Det er en stor udfordring for Danmark, at så mange unge afvises af uddannelsessystemet, siger udannelsesordfører Rosa Lund (EL).

Hun vil blandt andet finde pengene til at oprette ekstra studiepladser ved at forbyde uddannelsesinstitutionerne at reklamere for at tiltrække studerende.

Minister: Der er masser af pladser

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) er dog ikke umiddelbart parat til at give flere penge til nye studiepladser. Hun peger på, at de studerende skal finde andre muligheder.

- Der er 402 forskellige uddannelser, hvor der stadig er ledige pladser, siger hun og fortsætter:

- Det er selvfølgelig ikke sjovt, ikke at komme ind, men jeg vil råde de unge til at se lidt bredere på det, og på om der er andre veje til det, de gerne vil arbejde med, siger uddannelsesministeren.

Store stigninger i karakterkrav

En del af forklaringen på de mange afslag skal findes i, at de mange ansøgere har fået karakterkravene på mange uddannelser til at stige kraftigt.

Er det rimeligt at det skal være så svært at komme ind på normale uddannelser som sygeplejerske eller lærer?

- Jeg synes, det er helt ok, at gennemsnittet stiger på nogle uddannelser, fordi det betyder, at de bliver mere populære. Det gør de, fordi de giver nogle gode kompetencer, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun peger endvidere på, at regeringen i modsætning til tidligere har givet det såkaldte kvotesystem frit. Det betyder, at uddannelserne selv bestemmer, hvor mange ansøgere, de vil optage via karakterer i kvote 1, og hvor mange de vil optage via kvote 2, hvor andre parametre spiller ind i bedømmelsen.

Selvom ansøgerne først får officielt besked i morgen, så kan du allerede fra i aften klokken 24 klikke ind på dr.dk og se adgangskarakterer til udannelser. Her kan du også sammenligne på tværs af uddannelser og universiteter.