Mona Mostrup har været igennem en svær skilsmisse fra sin eksmand, som hun har to drenge sammen med.
Hun fortæller, at de var så følelsesmæssigt ude af balance, at de ikke kunne samarbejde om børnene.
- Samarbejdet har været rigtig dårligt, fordi vi har været meget oppe på barrikaderne. Det har jeg i hvert fald, siger hun.
Skilsmissekursus gav forståelse
Ifølge Mona Mostrup, der er arbejder som specialpædagog, endte deres sag i Statsforvaltningen, som forlangte, at hun og eksmanden kom på skilsmissekursus i Center for Familieudvikling.
Det har hjulpet hende med at forstå sin eks.
- Jeg har fået en forståelse for, at vi er vidt forskellige steder henne i krisen og vi bliver nødt til at lade tiden arbejde for os. Men samtidig har vi også de her to børn, og de kan ikke vente, derfor har vi fået nogle nye metoder til, at få et samarbejde til at fungere, siger hun.
Misforståelser kunne være undgået
I omkring hver femte samværssag hos Statsforvaltningen sidste år var forældrene så uenige, at forvaltningen måtte gribe ind og afgøre sagerne.
Mona Mostrup fortæller, at hun og eksmanden var endt i Statsforvaltningen på grund af uenigheder om børnenes bopæl. De fandt dog selv en løsning før sagen nåede til retten.
Men hun ville ønske, at kurset havde været et tilbud med det samme, da de skulle skilles for et år siden.
- Jeg tror, der kunne have været undgået mange misforståelser. Vi kunne have været enige om nogle flere ting. Det kan være rigtig svært at se ting oppe fra, fordi man er så følelsesmæssigt ude af balance, siger hun.
Faste mails hver uge
Ifølge Mona Mostrup har kurset blandt andet betydet, at hun og hendes eksmand nu skriver faste mails sammen om, hvordan ugen har været hos dem.
Og det mener hun, har forbedret deres samarbejde om børnene, hvor det er blevet helt legalt at tale om aktiviteter hos den anden forælder.
- I starten havde drengene rigtig svært ved at fortælle om, hvad de havde lavet hjemme hos deres far eller hjemme hos mig til den anden, fordi de er bange for at gøre os kede af det, forklarer hun.
Se mere om skilsmissekurser i TV Avisen klokken 21.30