Familieadvokater: Skilsmisse-systemet er nødlidende

Myndighederne må gribe ind i alt for mange skilsmissesager, mener Danske Familieadvokater. De efterlyser derfor en landsdækkende indsats.

For at nedbringe antallet af skilsmissesager, der går i hårdknude, har Statsforvaltningen i København oprettet et nyt kursus. (© Colourbox)

Hvor skal børnene bo, og hvem skal have forældremyndigheden, når mor og far bliver skilt?

I hver fjerde samværssag hos Statsforvaltningen sidste år var forældrene så uenige, at forvaltningen måtte afgøre, hvor meget barnet skal være sammen med henholdsvis mor og far.

Alt for mange sager ender med, at de offentlige myndigheder må gribe ind, mener Danske Familieadvokater.

- Systemet er nødlidende nu, fordi der mangler hjælp til at lære og samarbejde, når man er blevet uvenner, siger formand Helle Larsen.

Helle Larsen mener, at der er for lidt viden om, hvad der egentlig virker. Derfor ser hun gerne, at man fra politisk side vælger at kulegrave hele skilsmisse-systemet med ny forskning og input fra udlandet.

Efterlyser landsdækkende indsats

For at nedbringe antallet af skilsmissesager, der går i hårdknude, har Statsforvaltningen i København oprettet et nyt kursus, der skal lære skilte forældre at samarbejde i stedet for at modarbejde hinanden.

Derudover tilbyder Center for Familieudvikling også lignende kurser med satspuljemidler fra Socialministeriet.

Men der er stadig alt for få tilbud til skilsmisseforældre rundt om i landet, lyder det fra familieadvokaterne.

- Mange forældre efterspørger en hjælp, når de godt kan se, at de ikke kan løse interne problemer selv. Der er dygtige familiepsykologer, som de selv må betale for, men det er der mange, der ikke har midler til, siger Helle Larsen.

Forældre skal selv løse problemerne

Indtil videre har 12 ekspar gennemført de nye skilsmissekurser i Statsforvaltningen i København.

- Mange af de sager, som vi får ind, handler på ydersiden om bopæl, forældremyndighed og samvær, men når man kommer til indersiden, handler det om samarbejde, kommunikation og konflikter, siger Ingrid Bové Jakobsen, der er børnesagkyndig og psykolog i Statsforvaltningen i København.

Derfor håber Ingrid Bové Jakobsen, at kurserne kan få parterne til at tale sammen og lytte til hinanden.

- Formålet er at se, om vi kan forebygge, at der kommer flere sager herinde hos os, så vi i stedet for kan få forældrene til selv at løse problemerne, siger hun.

Se mere om skilsmissekurser i TV Avisen klokken 21.30