Enorme støjgener, naboklager, alvorlige problemer med arbejdsforholdene på byggepladserne og forsinkelser på forsinkelser i undergrunden.
Byggeriet af Københavns kommende Cityring har ikke fået nogen nem start. Og nu står det helt klart, at passagererne må vente med at hoppe på toget.
Metroen bliver ikke færdig til tiden, erkender administrerende Metro-direktør, Henrik Plougmann Olsen, over for Berlingske.
- Jeg kan sige helt stensikkert, at vi ikke åbner i december 2018 som planlagt. Det bliver senere end det, siger han til avisen.
Skal forhandle ny åbning med entreprenør
Metrodirektøren forklarer, at byggeprojektet lige nu står til at blive afsluttet i de første måneder af 2019, men at det bliver endelig afgjort inden for de kommende måneder.
For Metroselskabet skal først have forhandlet med projektets entreprenør, Copenhagen Metro Team (CMT), om hvorvidt man skal udskyde åbningen af Cityringen.
Entreprenør har ret til at forlænge byggeriet med måneder og år
Det er blandt andet fordi, metroarbejdet har været indstillet på grund af naboklager, at det er blevet så forsinket.
Det er især aften- og nattearbejdet på metroringens byggepladser, der har generet naboerne voldsomt.
Senest har Natur- og Miljøklagenævnet afgjort, at byggepladserne ved Marmorkirken og Hovedbanegården skal stoppe deres aftenarbejde.
Men i kontrakten med entreprenøren var det en forudsætning, at der kunne arbejdes i døgndrift. Og entreprenøren har nu på grund af de mange forsinkelser oparbejdet en ret til en tidsfristforlængelse.
Derfor kan byggeriet blive alt fra måneder til år forsinket.
Avis: Rigsrevisionen kommer med kritik
Transportminister Magnus Heunicke (S) har tidligere sagt, at han frygter flere års forsinkelse på åbningen og en endnu større milliardregning til staten.
Rigsrevisionen fremlægger onsdag en rapport om projektstyringen af metrobyggeriet.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger, kommer der kritik for, at byggeriet har været utilfredsstillende håndteret.