Forældres tone over for lærere bliver hårdere

Flere forældre tager en hårdere retorik i brug over for folkeskolens lærere.

Der er en stigende tendens til, at forældre tager et hårdere sprog i brug over for deres børns lærere. Oftest foregår det dog via mails, sms'er eller på skolens intranet. ARKIVFOTO

Der er altid blevet delt skideballer ud i skolen, men før i tiden var det kun til eleverne.

Sådan er det ikke længere. Nu står lærerne også for tur, og det er børnenes forældre, der deler ud.

Det er en tendens, man mærker på lærerværelser flere steder i landet, siger Per Sand, der er formand for organisations- og arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening.

Flere svinere på elektroniske medier

Her er analysen, at den tiltagende hårde retorik, som flere forældre tager i brug over for deres børns lærere, skyldes den stigende brug af elektroniske medier i dialogen mellem skolen og hjemmet.

- Der er kommet et større engagement omkring skolerne, fordi man har lettere adgang via intranettet. Til gengæld er det også lettere at komme til at skrive noget, man senere fortryder, og så er det ikke så nemt at trække tilbage, siger Per Sand.

- Så der en tendens til, at der er en hårdere tone, og det er fordi, man måske har lidt kortere til aftrækkeren på de her elektroniske medier, siger han.

Ikke kun et problem i skolen

Hos landsorganisationen Skole og Forældre oplever man præcis samme tendens til, at forældre tager et stærkere sprog i brug over for lærerne.

Landsformand Mette With Hagensen mener, at der er tale om en generel samfundstendens, som nu også afspejler sig mellem forældre og lærere.

Det forekommer over for alle mulige offentligt ansatte og andre mennesker med job i servicesektoren, og i det hele taget er tonen på sociale og elektroniske medier meget barsk, lyder det.

- Det er et ansvar, vi alle har som samfund, men det skal starte hos de voksne, for det er os, der kan tage ansvar for det. Så der skal både forældre og andre voksne gribe i egen barm og tænke på, hvordan vi taler til hinanden, siger hun.

Den skarpe tone får frit løb på mails og sms'er

Hos Skolelederforeningen understreger formand Claus Hjortdal, at langt de fleste forældre er søde og rare.

- Men vi har set en svag stigning i kommunikationen mellem skole og hjem, som har en tendens til at blive mere hård og barsk, siger han.

Det ser vi specielt i envejs-kommunikationen med sms'er, mails og intranet, hvor man ikke har en dialog i øjenhøjde, siger Claus Hjortdal.

Den hårde retorik er et samfundsproblem

- Vi har set flere forældre, der konstruktivt arbejder med sms og mails, men vi har også set, at tonen i nogle situationer kan blive skarpere på de medier. Det får mere frit løb, siger han.

Claus Hjortdal mener ligesom Mette With Hagensen, at tendensen med den hårde retorik er et generelt problem i samfundet, som i stigende grad kommunikerer på skrift.

- Der er ikke den samme autoritetstro, som der var engang. Tonen er blevet skarpere, siger han.

Fremtidsuro hos mange forældre

Det er kommunikationsrådgiver og såkaldt livsstilsekspert Henrik Byager enig i.

- Man har ikke længere automatisk respekt for, at folkeskolen er et kompetent og dygtigt sted. Man stoler meget på sine egne holdninger omkring, hvad der skal ske med ens barn, siger Henrik Byager.

Han vurderer, at mange forældre lider af det, han kalder "fremtidsuro".

- De er ikke sikre på, at deres børn får en god uddannelse, men de er til gengæld sikre på, at i den verden, vi lever i, skal man stå meget stærkt rustet. Den kombination giver et stigende pres og masser af konflikter, siger han.