Mønsterbryderen Tina: Nyt tiltag kan gøre forskellen for mange

Den jordemoderstuderende mønsterbryder Tina Bæk Guul tror på uddannelsesministerens tiltag vil gøre en forskel.

Tina Bæk Guul er jordemoderstuderende, men intet i hendes opvækst tydede på, at hun i dag ville være godt i gang med en videregående uddannelse.

Hendes barndom var præget af mange flytninger, og Tina Bæk Guul vurderer, at hun i hvert fald har misset sammenlagt et års folkeskoleundervisning.

Desuden havde hun en mor med et misbrugsproblem, og derfor måtte hun tage sig af sine to små brødre.

- Så skolen var ikke det, der var størst fokus på, fortæller hun.

Da Tina Bæk Guul var 15 år, skiftede hun plejefamilie og gennemførte folkeskolen, men i 3.g på gymnasiet blev hun gravid, stoppede og blev fanget i den nye gymnasiereform.

- Jeg havde hverken en hel eller halv studentereksamen, så jeg startede forfra på et toårigt studenterkursus på Århus Akademi.

Det blev også afbrudt, denne gang på grund af barslen, men til sidst gennemførte hun, og i dag kan hun skimte en fremtid som jordemoder.

Roser uddannelsesministerens tiltag

Til trods for sin problematiske opvækst formåede Tina Bæk Guul alligevel at begynde på en videregående uddannelse.

Hun er dermed en såkaldt mønsterbryder, og flere mønsterbrydere som Tina Bæk Guul er ambitionen i uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens seneste tiltag.

Fra næste år vil ministeren forpligte landets 37 institutioner med videregående uddannelser - universiteterne, professionsskolerne og erhvervsakademierne - til at gøre en større indsats for at få fat i de kloge hoveder i landets randområder.

- Det er rigtig godt, og det vil især være godt, hvis planen bliver ambitiøs, hilser mønsterbryderen Tina Bæk Guul tiltaget velkommen og fortsætter:

- Jeg tror på, at det kan gøre en forskel, fordi langt de fleste befinder sig i en gråzone, hvor de har brug for vejledningen og støtten til at komme videre fra det, man kom fra, siger hun.

Se Tina Bæk Guul fortælle, hvordan hun blev en mønsterbryder, samt hvad hun synes om uddannelsesministerens tiltag, i videoen i toppen af artiklen.