Flere børn af ufaglærte forældre skal ind på de videregående uddannelser.
Sådan lyder ambitionen fra udannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen, som fra næste år vil have føjet ansvaret til de såkaldte udviklingskontrakter mellem ministeriet og institutionerne.
Det nye tiltag skal forpligte landets 37 institutioner med videregående uddannelser - universiteterne, professionsskolerne og erhvervsakademierne - til at gøre en større indsats for at få fat i de kloge hoveder i landets randområder.
- Jeg tror ikke, de har råd til at lade være med at finde alle de store talenter ude i landet. Vi er et lille land, og vi har virkelig brug for at få de allerdygtigste og mest motiverede kandidater med mange forskellige baggrunde, siger Sofie Carsten Nielsen.
Ulige chancer
I dag er det sådan, at et barn med højtuddannede forældre har tre gange så stor chance for selv at få en videregående uddannelse sammenlignet med et barn med ufaglærte forældre.
Der er ni gange så stor chance for at tage en lang videregående uddannelse, hvis forældrene også er akademikere.
Og det er for dårligt, mener ministeren. Hun er overbevist om, at Danmark lige nu spilder en masse talent, fordi der i Risskov og Gentofte er langt større tradition for at få en videregående uddannelse end på Lolland eller Læsø.
- Jeg er helt sikker på, at talenter også kan findes på Lolland eller Læsø. Og jeg tror simpelthen ikke på, at der er tre gange flere, der er egnet til en universitetsuddannelse i Gentofte end på Lolland, siger Sofie Carsten Nielsen
Mønsterbryder-korps
Målet om 'social mobilitet' kommer til at være en del af udviklingskontrakterne fra næste år.
Samtidig skal et større analysearbejde finde årsagerne til, at der ikke er flere mønsterbrydere trods et samfund med gratis uddannelser og SU.
Det analysearbejde skal ledes af et mønsterbryder-korps, der skal rejse rundt i landet og indsamle idéer til at bryde den sociale arv.
Sofie Carsten Nielsen er ikke klar til at tage penge fra institutioner, som ikke lever op til de fremtidige krav, men hun regner med, at de er klar til at tage ansvar for at finde talenterne.