Mobbede børn pjækker mere end andre børn

Eleverne på de 25 danske skoler med mest mobning pjækker mere end gennemsnittet.

Børn på skoler med meget mobning er mere fraværende og pjækker mere end andre børn, viser DR's analyse. (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Det er ikke sjovt, at blive mobbet, og meget tyder på, at mobning er en af de faktorer, der får eleverne til at droppe skolen.

Sammenligner man de 25 skoler med mest mobning med de 25 skoler med mindst mobning havde skolerne med meget mobning i gennemsnit to flere pjækkedage og en ekstra sygedag i skoleåret 2012/13.

Også sammenlignet med landsgennemsnittet har eleverne på skoler med meget mobning mere fravær

Det viser en analyse, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har lavet på baggrund af skolernes fraværstal og Dansk Center For Undervisningsmiljøs (DCUM) Termometerundersøgelse.

Nemt at blive væk

Karen Wistoft er lektor på Institut for uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet og forsker i børns trivsel.

Hun mener, resultatet af DR's analyse er logisk.

- Når børn ikke trives, bliver de ofte kede af at gå i skole, særligt hvis problemerne er i skolen. Så er det nemmest at blive væk, påpeger hun.

En fjerdedel mobbes på nogle skoler

Analysen bygger blandt andet på tal om mobning, som stammer fra en spørgeskemaundersøgelse gennemført af DCUM i 2013 blandt elever på en række danske folkeskoler.

Hvis man frasorterer skoler, hvor færre end 100 elever har svaret, er undersøgelsen baseret på svar fra elever på 219 skoler. Her har man blandt andet spurgt eleverne om, de har følt sig mobbet inden for det seneste år.

Det svarer mellem en tredjedel og en fjerdedel ja til på de skoler, hvor det står værst til. På skoler med meget lidt mobning er det kun mellem fem og 10 procent af eleverne, der svarer ja.

Analysen bygger desuden på tal om danske folkeskoleelevers fravær i skoleåret 2012/2013 fra UNI-C.

Fravær marginaliserer

En elev, der føler sig mobbet kan være fristet til at blive væk fra undervisningen og kammeraterne.

Men det er ikke nogen god løsning, fastslår Andreas Rasch-Christensen, der er forskningsleder på Via University College.

- Hvis man ikke er til stede, er det svært at være en del af et socialt fællesskab. Så risikerer man at blive yderligere marginaliseret i klassen, siger han.

Går begge veje

Karen Wistoft mener, at mobning og fravær kan ende som en ond cirkel, hvor de to ting ender med at påvirke hinanden.

- Elever lægger mærke til, om deres kammerater er der. Det kan være svært at bidrage til et fællesskab, hvis man skal bruge al sin energi på bare at møde op. På den måde kan fravær også bidrage til mobning, siger hun.

Tidligere på året kiggede to journaliststuderende også på tallene fra Termometerundersøgelsen, hvor de blandt andet nåede frem til, at der er mindre mobning på skoler med en høj indkomst.