De mindste pjækker næsten aldrig

Landets yngste elever er flittige til at passe skolen. Særligt dem, der går i små skoler på landet.

Et ordsprog lyder: Små børn, små bekymringer. Store børn, store bekymringer. Ser man på skoleelevernes fravær, kan man godt tage det ordsprog for pålydende. (Foto: © Mads Rafte Hein, DR)

Et sted mellem Bjørnebakken og Kirkebakken ligger en landsbyskole, hvor eleverne aldrig tager en pjækkedag. Veksø Skole i Nordvestsjælland har kun elever fra 0. til 4. klasse. Ikke én eneste af de 157 elever havde en pjækkedag i skoleåret 2012/2013.

Det er, ifølge skolens daglige leder Eva Pedersen, ikke så mystisk.

- Vores forældre følger stort set alle sammen deres børn til skole hver eneste dag, siger hun og tilføjer:

- Ulovligt fravær forekommer oftest blandt de lidt ældre elever, som vi slet ikke har på skolen. Men at vi er en skole helt uden ulovligt fravær skyldes måske også, at det her er en lille landsbyskole, hvor alle lærerne kender alle elever og forældre. Der er tæt kontakt.

Data om elevfravær, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har samlet, viser, at det gennemsnitlige fravær for 0. klasse er 9,7 dage omåret. Til gengæld er det gennemsnitlige samlede fravær for 6. klasse 11,4 skoledage årligt og det gennemsnitlige fravær blandt landets 9. klasse er oppe på 13,1 fraværsdage i gennemsnit årligt.

Alle kender alle

Veksø Skole er langt fra den eneste landsbyskole, det kan mønstre imponerende lave fraværsdata. Den skole i landet med næstmindst fravær er Blære Skole, der beskriver sig selv som tryg ramme nær natur og skov, hvor ”alle kender alle”. En skole, der med bare 87 elever fordelt på 0.-6. klasse, holder sygdom og lovligt fravær nede på færre end fire dage per elev sidste skoleår.

Men vil man besøge den skole i Danmark, der har allerfærrest elevfraværsdage, så skal man en tur mod nord. I Hirtshals har skolen Tornby Undervisningssted 143 elever fra 0. – 6. klasse. Og skolen udmærker sig ved ikke at havde registreret en eneste elev med ulovligt fravær i skoleåret 2012/2013.

- Nej, vi har ikke meget fravær her, så det skal nok passe, siger den fåmælte skoleleder, Lars E. Kristiansen, da DR Nyheders databaseredaktion ringer.

Langt mod nord og helt speciel

Skolen har ikke iværksat en særlig indsats, og gør heller ikke noget ekstra for at lokke skolens elever ind til timerne. Og om de er særligt kernesunde, siden de kun har 0,2 sygedage i gennemsnit per elev i skoleåret, kan lederen heller ikke svare på.

- Vi gør ikke noget særligt. Vi er vist ret almindelige, siger lederen.

Men statistikken siger nu det modsatte.

Tornby Undervisningssted i Hjørring Kommune er faktisk den skole i Danmark der har allerlavest fravær. En elev på den nordjyske skole har nemlig i gennemsnit kun været fraværende – på grund af sygdom eller planlagt fravær – 0,3 dage sidste skoleår.

En gennemsnitlig dansk folkeskoleelev havde 11,8 fraværsdage samme skoleår.