Der er stor forskel på hvor meget danske skolebørn er fraværende fra undervisningen. Det viser en analyse, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har lavet på baggrund af skolernes indberetning af fravær for skoleåret 2012/13 til UNI-C under Undervisningsministeriet
Analysen viser, at eleverne på skoler med mest fravær i gennemsnit er 20 dage fraværende om året. Det svarer over et helt skoleliv til et års fravær.
Samtidig har skolerne med mindst fravær kun i gennemsnit omkring tre fraværsdage per elev.
Mange årsager til fravær
I grafikken over artiklen kan du finde den skole og årgang, du ønsker at se fraværet for. Herefter kan du tilføje andre årgange, skoler eller kommuner for at sammenligne.
Det er vigtigt at understrege, at der kan være mange årsager til at fraværet på en årgang eller skole er højt, og at det ikke nødvendigvis er et udtryk for, at en skole er dårlig.
Eksempelvis vil en stor andel af specialklasseelever eller kronisk syge elever medføre et højt fravær uden at dette skyldes pjæk.
Derfor er det også vigtigt at understrege, at fravær kun bør indgå som en del af en vurdering af skolens kvalitet.
Lockout-fravær pillet ud
Alle tal er såkaldte fraværsdage per elev og giver et billede af fraværet, hvis alle elever i gruppen er lige meget væk.
Af hensyn til mulighederne for at sammenligne, er der for alle skoler og årgange taget udgangspunkt i et standardskoleår på 200 dage. Fraværsdata for sidste års lockout af folkeskolelærerne er taget ud, således at skoler, der har registreret forskelligt, ikke bliver ramt af dette.
Vi har alligevel valgt at tage udgangspunkt i et helt skoleår af hensyn til sammenligning med tidligere år, og fordi det giver det mest realistisk billede af elevernes fraværsdage. Det betyder også, at vi antager, at elevernes fraværsmønstre i de tre uger, lockouten stod på, er det samme som i resten af skoleåret.
Manglende skoler
Skolerne skal opdele elevernes fravær i sygdomsfravær, lovligt fravær, hvor skolelederen har givet tilladelse og ulovligt fravær, som eksempelvis dækker over pjæk eller ferier uden for den normale skoleferie, som skolelederen ikke giver tilladelse til.
Desværre har ikke alle skoler indberettet fraværsoplysninger til UNI-C, og derfor mangler omkring 100 skoler i opgørelsen.
Hvis du er interesseret i fraværet for disse skoler, kan du forsøge at kigge i skolens kvalitetsrapport, som ligger på kommunernes hjemmesider eller kontakte skolen.
Støder du på fejl eller forkerte oplysninger i grafikken, er du naturligvis velkommen til at kontakte redaktionen. Dette kan du gøre ved at klikke på vores navne i toppen af artiklen.
DR sætter i de kommende dage fokus på danske skolelevers fravær. I vores interaktive grafik kan du se fraværet for den skole og årgang du ønsker, og sammenligne det med andre årgange, skoler eller kommuner. Onsdag og torsdag kan du læse mere om årsagerne og konsekvenser af et højt fravær.