Lige uddannelse for alle lyder en af grundidéerne bag den danske folkeskole. Men det er langt fra alle danske skolelever, der går lige meget i skole.
Eleverne på de danske folkeskoler med mest fravær mister nemlig i gennemsnit et års skolegang i løbet af et skoleliv.
Det viser en analyse, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har lavet af fraværstal for alle årgange og folkeskoler i Danmark. Det er sket på baggrund af tal, som skolerne selv har indrapporteret til UNI-C under Undervisningsministeriet.
Højt fravær i Vejle
En af de skoler, hvor eleverne er mest fraværende er Vejle Midtby Skole, hvor eleverne i gennemsnit var væk 20,5 dage sidste skoleår 2012/13. Dermed ligger skolen helt i top over folkeskoler med årgange fra 0. til 9. klasse.
I den modsatte ende ligger Tornby undervisningssted i Nordjylland, hvor eleverne i gennemsnit kunne nøjes med at være fraværende 0,33 dage i løbet af året.
I gennemsnit har alle danske folkeskoleelever i hele landet 11,4 fraværsdage per elev.
Ekspert er bekymret
At der er langt fra skolerne med højest fravær til dem med lavest, er ikke overraskende, mener Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på Via University College, der har flere læreruddannelser under sig.
Til gengæld spærrer han øjnene op, når han hører om skolerne med flest fraværsdage per elev.
- 20 dage om året er meget bekymrende. Det har stor betydning både fagligt og socialt, hvis man er så meget væk, siger han.
Andreas Rasch-Christensen peger på, at 20 skoledage over 10 skoleår svarer til, at eleven misser et helt års uddannelse. Derfor mener han, at det kræver en kommunal handleplan for, hvordan man vil nedbringe fraværet.
Skoleleder: Elever dukker ikke op
Anne Gulbech Schmidt er skoleleder på Vejle Midtby Skole. Hun er udmærket klar over, at skolen har store fraværsproblemer.
- Vi har en gruppe elever, som er meget svære at få til at gå i skole. Og vi har nogle få elever, der slet ikke kommer. De har mistet lysten til skolegang, siger hun.
Vejle Midtby Skole har, for at øge fremmødet blandt eleverne, ansat en socialfaglig rådgiver, som taler med de familier, hvor børnene ikke møder op eller kun sjældent møder frem.
Forskel på fraværsårsager
Tager man et kig på årsagerne til fraværet, er der også her stor forskel på landets skoler.
Ifølge Bekendtgørelse om elevers fravær i undervisningen er skolerne forpligtede til at dele alt elevfravær op i sygdom, lovligt og ulovligt fravær.
Den hårdest ramte skole, når det kommer til sygdom, er Kirke-Helsinge Skole i Kalundborg Kommune. Her lyder meldingen, at skolen har haft et kriseår.
Skole i krise
Skolen har ikke ønsket at udtale sig, men fortæller, at det høje sygdomsfravær skyldes, at skolen har en række elever med kroniske sygdomme, men også at flere lærere er langtidssygmeldte, og flere af skolens børn kommer fra en svag social baggrund.
Selvom der ikke findes meget dansk forskning på området, så er der ifølge en lang række eksperter, som dr.dk har talt med, slet ingen tvivl om, at meget fravær er skadeligt for skolelever.
- De bliver simpelthen ikke lige så dygtige, som deres kammerater, der møder op. Og de risikerer at blive udstødt af fællesskabet, siger Andreas Rasch-Christensen fra Via University College.
Fraværet på landsplan ligger per elev på 6,8 dages sygdom, 3 dages lovligt fravær og 1,6 dages ulovligt fravær.
DR sætter i de kommende dage fokus på danske skolelevers fravær. I vores interaktive grafik, kan du se fraværet for den skole og årgang du ønsker, og sammenligne det med andre årgange, skoler eller kommuner. Onsdag og torsdag kan du læse mere om årsagerne og konsekvenser af et højt fravær.