Nykredit får ikke lov til at skrue op for gebyrerne. Det slog Højesteret i dag fast i en afgørelse, der kan få afgørende betydning for alle realkreditkunder herhjemme. Afgørelsen gælder de såkaldte bidragssatser, som er det gebyr, boligejerne betaler til deres kreditforening for at administrere deres lån. Dermed underkendes Sø- og Handelsrettens afgørelse fra 2012 i samme sag.
Kunder kan ånde lettet op
Nykredit har tidligere vurderet, at de planlagte gebyrstigninger ville betyde en gennemsnitlig udgift 1500-2000 kroner om året for de 150.000 boligejere, der har lån i Nykredit. Men med dagens dom kan de altså regne med en uændret bidragssats i resten af lånets løbetid.
- Det betyder, at disse kunder står meget gunstigt, for stort set alle andre kreditforeninger har jo hævet satserne over de seneste år. Så der har Nykredit nok fået 150.000 ekstremt loyale kunder, lyder analysen fra DR's Erhvervskorrespondent, Nina Munch-Perrin.
Krav for ja til fusion
Sagen går tilbage til 2003, hvor Nykredit overtog konkurrenten Totalkredit. Dengang lovede Konkurrencestyrelsen at holde bidragssatsen nede på 0,5 pct. Løftet var en forudsætning for, at konkurrencemyndighederne kunne godkende fusionen, som gav Nykredit en så dominerende stilling, at konkurrencen på realkreditmarkedet blev svækket i en grad, at det kunne gå ud over forbrugerne.
Nykredit mener på sin side, at markedsvilkårene har ændret sig så meget siden fusionen, at det kun er rimeligt, at selskabets bidragssatser følger med. Samtidig mener kreditforeningen ikke, at det fremgik soleklart af aftalen med konkurrencemyndighederne, hvor længe bidragssatsen skulle forblive på 0,5 procent.
Men begge argumenter blev i dag undsagt af Højesteret, der i sin dom slog fast, at de betingelser, der gjaldt for fusionen i 2003 står ved magt.
- Havde Nykredit tabt sagen ville det have haft meget vidtrækkende betydning, fordi det så kunne betyde, at man måske kunne stille spørgsmål ved gyldigheden af Konkurrencestyrelsens krav i andre fusionssager. Men som sagen faldt ud i dag, så har den først og fremmest betydning for Nykredits kunder, vurderer Nina Munch-Perrin.
Totalkredit-kunder ikke fredet
Siden 2012 har Nykredit standset alle nyudlån i Nykredits egne låneserier. Nye kunder tilbydes nu lån i Totalkredit, og her gælder bidragsloftet ikke. Derfor oplever kunder, der har optaget lån siden 2012, stigninger i bidragssatserne - trods Konkurrencestyrelsens påbud om det modsatte. Dette ændres ikke med dagens dom.
Nykredit accepterer dommen
– Vi er selvfølgelig skuffede over resultatet, ikke mindst fordi vi fik fuldt medhold i sagen i Sø- og Handelsretten, men tager dommen til efterretning, siger koncern-chef Michael Rasmussen.