Alkohol koster samfundet 13 milliarder om året

Overforbrug af alkohol koster samfundet 13 milliarder kroner om året i sundhedsudgifter, manglende indtjening, sociale ydelser og ulykker.

Overforbrug af alkohol har ikke kun konsekvenser for personen og familien, det koster også samfundet dyrt, viser en analyse. (Foto: © Rasmus Kahlen, DR)

Mange menneskers overforbrug af alkohol koster ikke bare den enkelte dyrt, men også samfundet, selv om der kommer 4 milliarder kroner ind fra alkoholafgifter.

En ny analyse fra Trygfonden og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) viser nemlig, at alkohol koster samfundet mindst 13 milliarder kroner om året.

Drikkeriet giver større sundhedsudgifter, flere sociale udgifter til f.eks. anbringelser af børn, flere færdselsulykker og tabt produktion for samfundet.

Reelt antal er højere

- Rapporten fra KORA er baseret på godt 50.000 misbrugere af alkohol, som har været i kontakt med sundhedsvæsnet, og undersøgelser tyder på, at det reelle antal danskere med et overforbrug af alkohol kan være op til tre gange så stort, siger Jakob Kjellberg, professor og programleder for sundhed hos KORA.

Analysen viser, at en person med et overforbrug af alkohol i gennemsnit har 100.000 kr. mindre i lønindkomst, og dermed også mindre skattebetaling.

Ikke en privat sag

Dertil kommer, at udgifterne til sundhedsydelser er to til fire gange og udgifterne til anbringelser af børn uden for hjemmet er fem gange højere for borgere, der har et overforbrug af alkohol.

- Analysen påviser, at overforbrug af alkohol ikke er en privat sag, siger forskningschef i Trygfonden Anders Hede, som understreger, at analysen ikke omfatter alle menneskelige omkostninger, der ligger bag alkoholmisbrug.

/DR Nyheder/