OVERBLIK Fyringsrunder i Danish Crown de seneste år

Varslingen om en kommende lukning af Danish Crowns slagteri på Bornholm vil formentlig efterlade 200 arbejdsløse på øen. Men det er langt fra første gang, at Danish Crown massefyrer.

Det er ikke første gang, at Danish Crown-slagterier lukker og slukker. Arkivfoto. (Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)

Omkring 200 bornholmere skal til at lede efter et nyt job, efter at Danish Crown har varslet at slagteriet på øen lukkes til efteråret.

Det er dog ikke første gang, at Danish Crown lukker og slukker slagterier og dermed fyrer hundredvis af medarbejdere, selv om virksomheden har haft milliardoverskud og støt stigende omsætning siden 2008.

Her kan du få et overblik over nogle af de største fyringsrunder i Danish Crown.

Januar 2014 - 472 fyret hos Tulip i Faaborg

Omstruktureringer i Danish Crown betyder, at de vælger at lukke Tulip-slagterierne i Faaborg. Som resultat fyres 472 ansatte.

- Omstruktureringerne skal gøre slagterigiganten mere konkurrencedygtig, skrev selskabet i en pressemeddelelse.

Fyringerne skal afvikles over to år. Medarbejdere på slagteriet i Faaborg strejkede efterfølgende.

September 2013 - 80 fyret i Ringsted

Omkring 6.000 ansatte på Danish Crowns slagterier - DC Porks - i ni afdelinger skal i september 2013 stemme om en kontroversiel lønaftale, der vil betyde, at medarbejderne skal afgive en del af deres løn til investeringer i svineproduktionen.

Forslaget kommer fra tillidsmænd, der forsøger at redde arbejdspladser på slagterierne, efter at Danish Crown har varslet 1.000 fyringer - men forslaget bliver afvist.

Kort tid efter afvisningen bliver 80 ansatte fyret fra slagteriet i Slagelse. Danish Crown afviser dog, at de to begivenheder hænger sammen.

Maj 2012 - 575 fyret i Esbjerg

Slagterigiganten varsler lukning af slagteriet i Esbjerg og 500 slagterimedarbejdere fyres.

Lukning af slagteriet går også ud over 40 medarbejdere i Fødevarestyrelsen og 35 rengøringsfolk

Ifølge Danish Crown lykkes det dem dog at hjælpe omkring 95% af de fyrede med at finde et andet job.

- Selvfølgelig ville det være bedst, hvis vi kunne hjælpe alle medarbejdere videre. Men alt taget i betragtning er jeg fuldt ud tilfreds med resultatet, sagde jobbank-bestyreren i en pressemeddelelse den 2. august 2013.

Efterår 2011 - 500 fyret over hele landet

Der kommer færre grise til slagtning end forventet og derfor bliver 500 medarbejdere fyret landet over i efteråret i 2011.

Halvdelen af medarbejderne var dog ferieafløsere, der var ansat til at afvikle sommerferien.