Thailands afsatte premierminister, Yingluck Shinawat, mødtes fredag eftermiddag lokal tid med repræsentanter for det thailandske militær, der har overtaget magten i landet.
Militærkuppet fandt sted torsdag efter et mislykket møde mellem landets stridende politikere.
Inden fredagens møde, tvivlede man på, at premierministeren ville dukke op.
- I morges vidste ingen, hvor hun var, så vi har ventet på, om hun ville dukke op. Nu har vi fået bekræftet, at hun sidder til mødet med det thailandske militær, siger Anya Palm, der er journalist og bosiddende i Thailand.
Ved det seneste militærkup i 2006 var det hendes bror, der var premiereminister. Han flygtede ud af landet til Dubai, hvor han lever i eksil i dag. Og mistanken gik på, at søsteren også havde forladt Thailand.
- Det har der selvfølgelig været spekulationer om, fortæller Anya Palm.
Thailands militær: Det er ikke et kup
General Prayuth Chan-ocha har erklæret sig selv premiereminister og tog i går forfatningen ud af spil.
- Der er ingen tvivl om, at det er et militærkup. De eneste, der mener det - er militæret selv, siger hun.
I en tv-transmitteret tale argumenterede han for, at de politiske rivaler i landet har erklæret sig selv fallit, og at han derfor var nødt til at handle.
Militæret betragter det ikke som et militærkup, men en nødvendighed for "at samfundet kan opnå kærlighed og fred".
Militæret ønsker reformer
Det thailandske militær har meddelt, at man ønsker reformer og at skabe ro for befolkningen. Indtil videre har man dog ikke specificeret, hvilke reformer der skal indføres.
- Lige nu siger de bare ordet "reformer" uden rigtigt at have noget at have det i, siger Anya Palm.
Den regering, militæret har afsat, de såkaldte Rødskjorter, var af samme politiske fløj, som den regering, militæret valgte at kuppe sidste gang tilbage i 2006.
- De fleste havde regnet med, at de ville pege på en ny premierminister uden om et valg. Det her er voldsommere, end vi havde regnet med, siger Anya Palm.
Der har i månedsvis været regeringsfjendtlige demonstrationer i hovedstaden, og ifølge Anya Palm, har frygten fra thailændere været, at de to modstridende parter ville komme op at slås:
- Mange thailændere synes, at det var godt, at militæret gik ind. Frygten er nu fjernet, så isoleret set er det selvfølgelig positivt, og det reagerer thailænderne på.
Politiske ledere tager afstand
Både FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har været ude og fordømme militærkuppet i Thailand. De politiske reaktioner i landet er dog få.
- Der har ikke været så mange politiske reaktioner her i landet, fordi vi ikke har nogle tv- eller radiokanaler mere. Derudover har alle lederne været tilbageholdt, så der er meget begrænset mulighed for reaktioner, siger Anya Palm.
Der har været flere møder mellem militæret og topfolk, men indtil nu har de været uden resultater.
Det er 19. gang på 82 år, at Thailands regering bliver fravristet magten.