Dansk svinekød er havnet i hård svensk modvind på grund af halekuperinger og forbrug antibiotika.
Flere centrale svenske politikere opfordrer nu landets butikker til at fjerne danske koteletter, bacon og fars fra kølediskene og vil samtidig anmelde Danmark til EU-domstolen.
Tidligere i dag kom det frem, at to supermarkeder har boykottet det danske kød fra svin. Men listen bliver længere og længere. Og har sågar bredt sig til en hel kommune.
Butikker over hele Sverige
Dansk svinekød er nu fjernet fra hylderne i mindst otte butikker spredt ud over hele Sverige.
- Det var nemt for mig at beslutte. Der er flere grunde. Det handler om dårlige produktionsforhold med smågrise, der får deres hale kuperet, søer uden halm til at rode i, foder baseret på genetisk modificerede sojabønner og trange båse med stressede dyr med skader, siger Andreas Gunrup, der er butikschef i ICA-butik i Göteborg til Expressen.
Allerede i februar annoncerede den landsdækkende butikskæde ICA, at de vil droppe dansk svinekød i deres eget baconmærke.
Det betyder et tab for dansk svineeksport på mellem 20 og 30 tons om ugen, ifølge det svenske medie DT.
En hel kommune og muligvis en region
Uppsala Kommune, der er Sveriges fjerde største, har boykottet dansk svinekød i alle indkøb til eksempelvis daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse.
Vi har nok kun set toppen af isbjerget. For tre kandidater til europaparlamentsvalget fra Centerpartiet i den svenske region Jämtland opfordrer i fællesskab fødevarebutikker i hele regionen til at fjerne dansk svinekød fra hylderne.
- Vi vil have en sikker og god mad. Det skal ske ved svenske butikkers boykot. Sverige har gode dyre rettigheder, og det er noget de svenske forbrugere sætter pris på, siger én af kandidaterne, Per Åsling, til Aftonbladet.
MRSA-bakterie skræmmer svenskerne
Svinekrigen med vores nordiske nabo begyndre med svensk forargelse over forholdene i de danske svinestalde.
For eksempel får cirka 95 procent af alle nyfødte danske grise kuperet deres haler, mens det næsten aldrig sker i Sverige.
I løbet af dagen har svenskerne desuden rettet bekymringen mod de fire dødsfald, vi har registreret i Danmark, som følge af den antibiotikaresistente bakterie MRSA. Bakterien er endnu ikke fundet i Sverige.
Slæber Danmark for EU-domstol
Kristendemokraternes kandidat til Europa-Parlamentet og viceborgmester i Uppsala, Ebba Busch Thor, vil sende Danmark for EU-domstolen.
Hun mener, at landmændene bryder reglerne.
- Danmark fusker med at klippe halerne, har 60 procent flere svin i boksene i forhold til i Sverige, og man tilfører konstant antibiotika i maden, siger hun.