Knap en halv million pensionister får nu så lidt ud af deres pensionsopsparing, at det svarer til, at de betaler topskat eller mere.
Dermed er antallet af pensionister, som ikke får fuld folkepension, fordi de selv har sparet op, steget med 140.000 personer siden 2007, viser en analyse, som Danica Pension har foretaget for Politiken.
Det drejer sig især om mellemindkomstgruppen af blandt andre skolelærere, sygeplejersker og politifolk, som har sparet meget op via arbejdsmarkedspensioner, og antallet vil stige mange år frem.
Læser problemet med ældrebyrden
Danicas analyse viser, at staten hvert år sparer mere end syv milliarder kroner på, at statskassen udbetaler mindre i folkepensionstillæg til folk, der selv har sparet op, skriver avisen.
- Vi er et af de få lande, hvor det på genial vis er lykkedes at løse problemet med ældrebyrden. Det er helt efter planen, men man er tæt på smertegrænsen, siger Jørgen Goul Andersen, professor og velfærdsforsker ved Aalborg Universitet.
- Når jeg taler med venner og bekendte, er jeg nødt til at sige, at det faktisk bedre kan betale sig for mange af dem at undlade ekstra pensionsopsparing og i stedet sætte deres penge i aktier og lignende, siger han.
En dårlig forretning
Pensionsopsparingen bliver en dårlig forretning for flere, fordi systemet er indrettet sådan, at jo mere man selv har sparet op, desto mindre får man fra det offentlige.
Systemet sikrer dermed mod fattige pensionister, men svækker samtidig tilskyndelsen til at spare op selv.
Får man eksempelvis udbetalt 100.000 kroner årligt fra sin pensionsopsparing, koster det 60.350 kroner at få pengene udbetalt, fordi ældrechecken bortfalder og tillægget til folkepensionen bliver mindre, viser Danicas beregninger.
Minister: Hav tillid
Dermed bliver der trukket 60,35 procent fra det udbetalte beløb - mere end topskatten på 58,40 procent.
Skatteminister Morten Østergaard meddelte i sidste uge, at han nedsætter en kommission, som i 2016 skal komme med løsninger på, at det for nogle danskere dårligt kan betale sig selv at spare op.
Han opfordrer danskerne til at have tillid til, at kommissionen finder løsninger, før de begynder at droppe pensionsopsparingerne.
/ritzau/