Irritationen over, at lars Løkke Rasmussen endnu en gang er hovedpersonen i en bilagssag, er så stor, at Lars Løkke Rasmussen nu kæmper for sin politiske overlevelse, vurderer Bjarne Steensbeck, DR's politisk analytiker.
- Der skal ikke ret meget mere til, så er Lars Løkke Rasmussen fortid som formand for Venstre. Vi er helt derude, siger han.
Hos mange i Venstre kan begejstringen for formanden lige nu ligge på et ganske lille sted:
- Når vi taler med lokalformænd, EP-kandidater og medlemmer af folketingsgruppen, så siger folk, at de har fået nok, siger Bjarne Steensbeck.
Gode chancer for overlevelse
I de seneste dage har Ekstra Bladet afsløret, hvordan Lars Løkke Rasmussen har fået betalt tøj for over 150.000 kroner af Venstre og at han har fået betalt en ferierejse til familien af partiet. I begge tilfælde er det dog sager, der ligger flere år tibage, i 2010 og 2011.
- Lars Løkke Rasmussen kan meget vel ende med at blive siddende som formand - men det kræver, at han overbeviser sit parti om, at store tøjindkøb og betalte ferierejser ER fortid, siger Bjarne Steensbeck.
- Dukker der bare lidt op fra 2012 og 2013, så falder han, vurderer Bjarne Steensbeck.
Sværere at ovebevise vælgerne
Lars Løkke Rasmussen kan dog få endnu sværere ved at ovebevise vælgerne om, at hans politik hænger sammen med hans personlige praksis.
- Her er hans egen troværdighed helt elimineret. Hans politiske omdrejningspunkt er nulvækst og vi skal vende hver en krone. Hvordan skal han overbevise vælgerne om, at han er den rigtige til det, spørger Bjarne Steensbeck.
Kristian Jensen er favorit til at overtage
Hvis bilagssagerne ender med at tvinge Lars Løkke Rasmussen fra posten, så er det næstformand Kristian Jensen, der stor først i køen af afløsere, siger Bjarne Steensbeck.
- Der er ikke så klar en arvefølge, som der er i Socialdemokratiet. Men Hos Venstre er favoritten Kristian Jensen, og en outsider kunne være Peter Christensen. Han har så stærk opbakning i baglandet, at han ville kunne vinde på et landsmøde.