Forbrugerrådet tvivler på mindre madspild

Færre fødevarer med ’mindst holdbar til’-dato skal mindske madspildet i EU. Men Forbrugerrådet Tænk tror ikke på, at det vil hjælpe.

I dag er der ikke holdbarhedsdato på fødevarer som tyggegummi og eddike. Nu vil EU's fødevareministre undersøge, om det kan udvides til flere varer. (Foto: © FoodPhotogr. Eising, Scanpix)

Færre fødevarer skal være mærket med en 'mindst holdbar til'-dato. Det mener fødevareminister Dan Jørgensen (S) og flere andre fødevareministre i EU. Mandag mødes de for at diskutere mulighederne.

Hovedformålet er at mindske spild af mad. Men Forbrugerrådet Tænk tror ikke, at flere produkter uden holdbarhedsdato vil gøre noget forskel på den front.

- Det er en rigtig god ide at forsøge at mindske madspild. Vi tror bare ikke på, at det er en løsning at undtage fødevarer for mærkning med 'mindst holdbar til', forklarer Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarer ved Forbrugerrådet Tænk.

Det går lige op

Forbrugerrådet Tænk er derimod bekymret for, at det vil give flere gamle varer i butikkerne, hvis holdbarhedsdatoen sløjfes på flere produkter. Og dermed flytter affaldet sig blot fra forretningen til hjemmet.

- Det vil ikke have nogen effekt på madspildet. Vi tror snarere, det kommer til at betyde, at der kommer til at lægge flere gamle varer på hylderne, som så hurtigere bliver dårlige hjemme hos forbrugerne. Og så er vi jo lige vidt, siger Camilla Udsen.

Fokus skal i stedet være på butikkerne, mener hun:

- Det, der er vigtigt, er, at man får butikkerne til at have en god varestyring, så de får solgt ud af varerne inden, de bliver dårlige.

Ingen sundhedsfare efter holdbarhedsdato

Camilla Udsen er dog enig med fødevareministeren i, at der er mange fødevarer, som kan holde sig længere end anmærkningerne på pakkerne, giver udtryk for.

- Selvom fødevarer er mærket med 'mindst holdbar til', så kan man faktisk sagtens bruge dem efter holdbarhedsdatoen. Det er jo i virkeligheden det, der ligger i ordene, men der er ingen sundhedsfare, siger Camilla Udson.