Se og Hør-journalisten Kasper Kopping bekræfter over for Ekstra Bladet, at hans arbejdsplads har benyttet sig af en kilde, der gennem flere år har forsynet bladet med ulovlige oplysninger om kendtes kreditkort-transaktioner.
- Det er korrekt, at vi har haft en sådan kilde på bladet, men ved at udtale mig i detaljer om den omtalte periode, vil jeg kunne inkriminere mig selv, skriver han til Ekstra Bladet.
Derudover fortæller Kasper Kopping til avisen, at brugen af den hemmelige kilde skete efter direkte ordre fra toppen.
- Endelig er min eneste trøst, at jeg - uanset hvad dette måtte ende med - føler, at jeg under hele forløbet blot har gjort, hvad jeg er blevet beordret til af mine skiftende chefer på bladet til og med 2011.
Dermed retter Se og Hør-journalisten fokus mod de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup, Kim Henningsen og Per Ingdal.
Kasper Kopping vil nu drøfte sin viden om sagen med en advokat og give informationerne videre til både politi og Allers uvildige undersøgelse, lyder det.
Han siger samtidig, at samarbejdet med kilden ophørte i sidste halvdel af 2011, og at han selv oplyste den nuværende chefredaktør Niels Pinborg om tys-tys-kildens eksistens. Det skete efter udgivelsen af Ken B. Rasmussens bog, der har fået Se og Hør-skandalen til at rulle.
Torsdag kunne BT løfte sløret for en række e-mails, som afslører, at mindst 16 medarbejdere på Se og Hør kendte til den hemmelige kilde - heriblandt de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.
Qvortrup valgte allerede tirsdag at trække sig fra sit job som politisk kommentator på TV2 som følge af bogen, og den tidligere nyhedschef på ugebladet Se og Hør Lise Bondesen forlod fredag sin stilling som underholdningschef på Ekstra Bladet.
Seks kendte danskere - heriblandt komikeren Casper Christensen og skuespilleren Mads Mikkelsen - anmeldte fredag Aller Media til Københavns Vestegns Politi, som i forvejen efterforsker sagen.
Den mistænkte it-ekspert har ligeledes taget kontakt til politiet og aftalt et møde i næste uge, oplyste hans advokat, Michael Juul Eriksen, fredag.
/ritzau/