Mistanke om svinepest fører til massefyring på slagteri

Mistanke om svinepest på Danish Crown-slagteriet i Herning har nu fået den konsekvens, at langt størstedelen af de 700 medarbejdere har fået en fyreseddel.

Danish Crown i Herning fyrer nu størstedelen af deres medarbejdere efter mistanke om svinepest.

Onsdagens mistanke om svinepest på Danish Crown-slagteriet i Herning har nu fået den konsekvens, at langt størstedelen af de 700 medarbejdere har fået en fyreseddel.

Det skyldes, at slagteriet er tvunget til at ligge stille de næste to dage.

- De er blevet opsagt på grund af force majeure, siger Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, til Herning Folkeblads nyhedsside, aoh.dk.

- Det vil sige, at der er opstået en situation, som er ude af vores kontrol, og ifølge overenskomsten har vi så denne mulighed, men vi håber, at vi kan genansætte dem om to dage.

Afhænger af svinepest-resultater

Om to dage vil man nemlig have afsluttet undersøgelsen af den døde gris, som er årsag til frygten for svinepest. Og hvis det viser sig, at der er tale om falsk alarm, så kan medarbejderne altså regne med genansættelse, fortæller Jens Hansen til Herning Folkeblad.

Og i modsat fald?

- Så står vi en helt ny situation, og så forholder vi os til den, når vi kender resultatet af prøverne, siger Jens Hansen, der ikke vil gisne om de eventuelle konsekvenser, hvis det skulle vise sig at gå sådan.