Sådan beskrives den formodede kilde bag Se og Hør-skandalen

Få et overblik over, hvad der bliver sagt og skrevet om den kilde, der skulle have fodret Se og Hør med kendtes kreditkortoplysninger.

Oplysninger om kendtes kreditkortforbrug skal angiveligt have givet adskillige kultørte historier i Se og Hør. (Foto: © Marie Ravn Nielsen, DR)

En guldkilde med hang til ufine metoder.

Sådan tager den korte beskrivelse sig ud af den mand, der gennem fire år skulle have leveret oplysninger om kendte danskeres færden og forbrug til ugebladet Se og Hør mod betaling.

Manden arbejdede i perioden 2007 til 2012 for IBM, der fra 2007 løste opgaver for Nets - det tidligere PBS. Angiveligt har han fået sine oplysninger ved ulovligt at overvåge kendte danskeres kreditkortoplysninger, som har afsløret, hvad de købte, og hvor i verden de svingede kortet.

Beskyldningerne mod it-specialisten bliver omtalt i en ny bog skrevet af en tidligere journalist på Se og Hør. Flere nuværende og tidligere medarbejdere på Se og Hør oplyser anonymt til DR Nyheder og uafhængigt af hinanden, at Se og Hør har haft en aftale med en ansat hos Nets.

Dybdegående viden om itManden, der har fået navnet tys-tys-kilden, begyndte angiveligt at levere oplysninger til Se og Hør i 2008, hvor Henrik Qvortrup var chefredaktør for ugebladet.

Oplysningerne fortsatte ifølge BT med at strømme frem til 2012. I den fire år lange periode har de for eksempel ført til historier om Casper Christensens cafébesøg i Los Angeles og prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse i Canada.

Shehzad Ahmad, direktør i DKCERT, der overvåger netsikkerhed, vurderer, at kilden er en person med dybdegående viden om, hvordan it-systemer er bygget op, og om hvordan man undgår, at alarmer går igang, når man udfører en bestemt handling - som at høste kreditkortoplysninger.

Fortsætte med at feste med Se og HørFlere medier skriver, at selvom kilden stoppede med at levere kreditkortoplysninger i 2012, fortsatte han med at have sin gang på Se og Hør.

Ekstra Bladet skriver i dag, at it-specialisten, der skulle være 45 år, deltog i et vinsmagningsarrangement i den interne vinklub hos Aller Media, der ejer Se og Hør, tilbage i november 2013.

Samtidig kan Berlingske fortælle, at kilden var akkrediteret for ugebladet ved et Top Charlie-arrangement i Parken så sent som i lørdags.

Leverede korrekte oplysningerHenrik Qvortrup, der tirsdag fratrådte sin stilling hos TV2 på grund af Se og Hør-skandalen, skriver i en pressemeddelelse, at han i sin tid som chefredaktør på Se og Hør har hilst på kilden og godkendt de honorarer, som vedkommende modtog for at vidergive oplysninger.

- Min viden om denne kilde var, at han i flere tilfælde var i stand til at levere korrekte oplysninger til bladet. Derfor attesterede jeg udgiftsbilagene, når de blev præsenteret af journalisterne, som jeg forstod havde kontakt til kilden, skriver Qvortrup.

Samtidig beklager han, at han ikke fik undersøgt de nærmere omstændigheder i forbindelse med kildens oplysninger.

En ven af husetSe og Hørs nuværende chefredaktør Niels Pinborg erkender, at han også har kendt til tys-tys-kilden som person, men fastholder, at han ikke har haft kendskab til hans funktion.

- Jeg ved, at en af mine ansatte har haft en ven, som nu er identisk med den tys-tys-kilde. Men når du ikke ved, at der er en tys-tys-kilde, så ved du heller ikke, at du skal være på vagt, så jeg har sådan set bare opfattet ham som en ven af en af mine journalister, siger Niels Pinborg til DR Nyheder.

Pinborg fastholder fortsat, at ugebladet ikke har brugt ulovligt indhentede oplysninger i hans tid som chefredaktør.

- Jeg har ikke noget forhold til tys-tys kilden. Han har været med til et par arrangementer, fordi han var rigtig god ven af en af husets journalister. Jeg har ikke noget forhold til ham som sådan, siger chefredaktøren.

Nordea vender ham ryggen

De seneste spor af den formodede kilde er, at han tirsdag slettede sin profil på både Facebook og LinkedIn.

Derudover har Nordeas danske pressetalsmand, Stephan Ghisler-Solvang, oplyst, at manden i dag er ansat hos en underleverandør til Fujitsu, og at han har arbejdet som konsulent i Nordea indtil i går, hvor Nordea bad Fujitsu om at levere en anden konsulent

Beskyldningerne mod Se og Hør og den unavngivne it-specialist bliver lige nu undersøgt af Københavns Vestegns Politi.