Slagteri i Herning lukket på grund af mistanke om svinepest

Danish Crowns svineslagteri i Herning er fuldstændig lukket på grund af mistanke om svinepest.

Symptomer på svinepest er fundet på et dødt svin i slagteriets stald. Arkivfoto.

Et dyrlægetjek af et dødt svin i stalden på Danish Crowns svineslagteri i Herning har fået alarmklokkerne til at ringe, det oplyser Danish Crowns pressechef Jens Hansen.

- Der konstaterer man nogle symptomer, som gør, at der opstår en mistanke om svinepest.

Ansatte må ikke forlade slagteriet

Den døde gris skal nu obduceres af eksperter fra Fødevarestyrelsen. Jens Hansen kan derfor ikke sige, hvornår mistanken kan be- eller afkræftes.

Men indtil det er sket har mistanken konsekvens for de ansatte.

- Indtil at den her mistanke er klarlagt, så kan de ikke forlade slagteriet. Det er en fuldstændig normal procedure, og det er noget medarbejderne kender til fra andre tilfælde, hvor der har været mistanke.

Der er cirka 555 ansatte på slagteriet, der slagter omkring 31.000 svin per uge.

Kan ikke smitte mennesker

Svinepest, som kan skade den danske svineimport, har ikke været konstateret i Danmark siden 1933, blandt andet fordi enhver mistanke bliver taget alvorligt, siger Jens Hansen.

- Der træder nogle helt klare procedurer i kraft lige så snart, der er den mindste mistanke, og det indebærer blandt andet, at slagteriet bliver lukket ned.

I januar blev slagteriet i Sæby lukket på grund af en tilsvarende mistanke, som viste sig ubegrundet.

Klassisk svinepest kan ikke smitte til mennesker. Kontakt med smittede dyr er derfor ikke farlig.

Men hvis der udbryder svinepest, skal alle smittede grise aflives, og staldene skal desinficeres. Og så skal der oprettes tre kilometernes beskyttelseszoner og 10 kilometers overvågningszoner omkring de berørte stalde.

/ritzau/