Venstre: Huller i lov om samvær må ændres nu

Venstre vil have ændret Forældreansvarsloven, så klager i afgørelser om samvær med børn kan prøves ved en uafhængig domstol.

Socialordfører for Venstre, Eyvind Vesselbo, vil have ændret Forældreansvarsloven. (© DR)

Det er helt hen i vejret, at Danmark ifølge flere retseksperter, som DR Nyheder har talt med, konsekvent forbryder sig mod menneskerettighederne i sager om samvær med børn.

Det mener Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo på baggrund af, at det er Ankestyrelsen, der behandler klager over Statsforvaltningens afgørelser i samværssager.

- Det kan jo ikke være rigtigt, at vi har en lov, der strider imod de menneskerettighedskonventioner, vi selv har skrevet under på, siger Eyvind Vesselbo til DR Nyheder.

Vil tale med ministeren

Han forsikrer, at Venstre vil tage sagen op med socialminister Manu Sareen (R) og de øvrige aftalepartier til Forældreansvarsloven.

- Så det må vi se at få på plads, siger han.

Eyvind Vesselbo har bedt ministeren om snarest at finde en dato, hvor alle folketingets partier, der står bag aftalen, kan mødes og finde ud af, hvordan loven kan ændres.

- En domstol bør afgøre det

Som det ser ud i dag, er det op til Statsforvaltningen at afgøre, hvem der skal have børnene mest efter skilsmissen.

Men hvis en af forældrene ikke er enig i den afgørelse, er det Ankestyrelsen, der skal tage stilling til, om klagen er berettiget.

Ifølge flere retseksperter bør det være en uvildig domstol, der behandler klagerne.

- De (Ankestyrelsen red.) er undergivet politisk instruktion. Det er en dommer ikke. I virkeligheden kan en minister ringe til Statsforvaltningens sagsbehandler og sige: Denne her sag vil jeg gerne have til at ende sådan og sådan, siger formand for Danske Familieadvokater, Helle Larsen.

Minister afviser

Socialminister Manu Sareen afviser, at loven strider mod menneskerettighederne.

- Man kan altid påklage den afgørelse, der måtte være i Ankestyrelsen til en domstol. Hvis den mulighed ikke havde været der, havde vi haft et problem, men den er der, siger han.