Stor hash-sag kommer hurtigt for retten

Allerede inden for de næste fire uger er anklagemyndigheden klar med et anklageskrift i den store hashsag, hvor 80 personer er sigtet.

Politiet slog i marts måned til mod hashhandelen på Christiania. (© DR)

Den store hashsag fra Christiania vil komme hurtigt for retten.

Chefanklager ved Københavns Politi, Karin Thostrup, oplyser til DR Nyheder, at man allerede inden for de næste fire uger vil være klar med anklageskriftet.

- Politiet har efterforsket denne sag, længe før de slog til, og vi har planlagt at præsentere anklageskriftet hurtigt efter anholdelserne. Og det vil vi forsøge at gøre i løbet af de næste fire uger, siger Karin Thostrup.

Hurtigt anklageskrift

Det sker, selvom hele 80 personer er sigtet i sagen, blandt andet flere ledende Hells Angels rockere.

- Det er overraskende hurtigt, ikke mindst fordi der er tale om så stort et sagskompleks. Men det viser, at politi og anklagemyndighed ihvertfald selv vurderer, at de har gode beviser i sagen, siger DRs retskorrespondent Claus Buhr.

- Det gør også, at sagen her vil komme relativt hurtigt i retten, vurderer Claus Buhr.