Ved du helt præcist, hvad den kommende folkeskolereform kommer til at betyde for dine børns skolegang?
Svarer du nej til det spørgsmål, så er du ikke alene. Over halvdelen af forældrene med børn i folkeskolen, eller helt præcist 56 procent, mener, at informationen om den kommende folkeskolereform indtil videre har været for dårlig.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR's distrikter blandt 1073 forældre til børn i folkeskolen. Her svarer 26 procent af forældrene, at de er godt tilfreds med informationen om den kommende folkeskolereform, mens 18 procent svarer hverken/eller.
Forældre bør ikke være bekymrede
En af forældrene, der mangler information, er Johnny Rasmussen, som har et barn på Flakkebjerg skole i Slagelse Kommune.
- Jeg føler mig overhovedet ikke informeret, siger han, og skolelederen erkender da også, at forældre til børn på Flakkebjerg Skole indtil videre ikke har fået nok information.
- Der har været nogle processer, hvor medarbejderne skulle inddrages, og sådan noget tager tid. Så vi har informeret og inddraget forældrene for lidt, siger hun
Forsker: Ingen grund til bekymring
Men der er slet ingen grund til bekymring, siger forskningschef Anders Rasch-Christensen fra VIA, der har siddet med rundt om bordet i en af de ekspertgrupper, som undervisningsminister Christine Antorini (R) har nedsat, og som har haft til formål at formulere nye læringsmål for eleverne.
- Det er selvfølgelig sådan, at jo tættere vi kommer på skolestarten, jo mere vil det være relevant, at de får noget information om, hvordan børnenes skoledag skal se ud. Men på rigtig mange skoler tror jeg ikke, det vil være så meget anderledes. Så meget længere bliver skoledagen jo ikke, siger Anders Rasch-Christensen til DR Nyheder.
Han henviser blandt andet til, at debatten om lærerkonflikten, lockouten, og sidenhen snakken om inklusion har overskygget selve indholdet af folkeskolereformen.
Forældreorganisation: Informationen kommer
I organisationen Skole og Forældre, der er sat i verden for at varetage forældrenes interesser, forstår formand Mette With Hagensen godt, at forældrene ikke føler sig godt nok klædt på til at sende deres barn i skole under den nye folkeskolereform.
Indtil videre giver det dog ikke anledning til panderynker.
- Jeg er sikker på, at når vi kommer hen midt i maj måned og frem til sommerferien, så vil det vælte ud med informationer, siger Mette With Hagensen.
Hun opfordrer samtidig forældrene til også selv at søge informationer om, hvordan den nye folkeskolereform påvirker deres barn.
- Jeg håber ikke, der er forældre, der ikke ved noget om den nye skole, når de sender deres børn af sted til august. Men min opfordring er til alle forældre, at hvis der er noget, de er bekymrede om, så hiv fat i skolelederen.
På dr.dk/skolereform kan du læse flere artikler i vores tema om folkeskolereformen, der træder i kraft fra næste skoleår.
Undersøgelsen er gennemført af Epinion for DR's distrikter blandt repræsentativt udvalgte forældre, der har et barn i 0.-8. klasse i en folkeskole, eller har et barn, der skal starte i folkeskole efter sommerferien. 1.073 har svaret.