Undervisningsminister: Vi skal stille større krav til svage børn

Folkeskolen er for blød over for de svageste elever, siger Christine Antorini efter både tosprogede og etnisk danske elever scorer lavt i nye PISA-undersøgelser.

Undervisningsminister Christine Antorini vil have folkeskolen til at stille højere krav til de danske elever - også de svageste. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Der er for megen blødsødenhed i den danske folkeskole og det er med til at skade det faglige niveau.

Sådan lyder budskabet fra undervisningsminister Christine Antorini efter endnu en PISA-undersøgelse har placeret Danmark i det lunkne selskab midt i feltet.

- Vi skal kunne gøre det bedre og turde sætte barren højt for alle vores elever, siger hun til DR Nyheder.

Antorini: Vi har hvilet på laurbærene

I den nye undersøgelse scorer 20 procent af de etnisk danske elever så lavt i problemløsning, at de vil få svært ved overhovedet at passe et job eller tage en ungdomsuddannelse senere i livet.

- Jeg synes, det er tankevækkende. Vi har hvilet for længe på laurbærene og bare sagt, at vores børn er kreative og problemorienterede. Men det er man ikke 'bare', hvis man ikke er fagligt dygtig. Og det er det, vi skal sikre, siger hun.

Skal stille samme krav til svage og stærke elever

Samtidig viser undersøgelsen, at de tosprogede elever har store problemer med flere fag - og halter betydeligt efter tosprogede elever i andre lande.

Således scorer de danske tosprogede elever i snit 73 point lavere end etnisk danske elever i prøverne. I resten af OECD-landene er de tosprogede elever kun 32 point dårligere end deres jævnaldrende.

- En af de ting, vi kan lære fra andre lande, der er gode til at løfte elever med anden etnisk bagrund, er, at de stiller høje krav til alle elever - uanset hvilken baggrund de har, siger Christine Antorini, og hævder, at danske elever slet ikke oplever samme hårde krav.

- Vi ikke stiller lige så høje forventninger til vores elever, der har det svært eller har en anden etnisk baggrund. Der skal vi turde at stille høje forventninger til alle børn.

Lektiehjælp skal sikre bedre tosprogede elever

Hun mener, at den nye folkeskolereform kan være med til at løfte en del af det efterslæb, danske tosprogede elever har i forhold til andre landes elever.

- Noget af det, vi ændrer er, at alle elever får lektiehjælp. Det er rigtigt vigtigt for børn af anden etnisk baggrund, som ikke nødvendigvis kan få hjælp derhjemme af deres forældre, siger Christine Antorini.

Folkeskolereformen træder i kræft efter sommerferien 2014.