Hun åbner en kasse og tager en underlig ting op. Det ligner en hybrid mellem en hjelm, et pandebånd og et sæt hårcurler.
Hjelmen placerer 46-årige Annemette Øvlisen på hovedet og læner sig så tilbage i sin sofa derhjemme.
- Det ser altså sådan lidt fjollet ud, siger hun.
Forsøget med hjelmen
Annemette Øvlisen har i mange år lidt af depression, men pillerne, der skulle hjælpe, holdt op med at virke. Derfor er hun nu med til at prøve en anden behandlingsform af på forsøgsbasis.
Det er her, hjelmen kommer ind i billedet. Hjelmen har elektromagneter på siden, der sender elektriske impulser gennem hjernen.
I den depressive hjerne kommunikerer hjernecellerne nemlig dårligt med hinanden. Men elektromagnetisk terapi genskaber hjernens naturlige elektriske felter. Så begynder hjernecellerne at kommunikere med hinanden igen, og depressionen fordamper.
Det har virket for Annemette Øvlisen, der tager de halve timer lange behandlinger derhjemme.
- Jeg har det jo fantastisk. Bedre end jeg nogensinde har haft det, siger hun.
Gode resultater
Behandlingen med den elektromagnetiske hjelm er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Psykiatrisk Center Nordsjælland, der ligger i Hillerød.
Resultaterne er indtil videre gode - ikke kun for Annemette Øvlisen. To tredjedele af patienterne i forsøget har fået det markant bedre.
- Det er nogle resultater, jeg vil betegne som banebrydende, siger Birgit Straasø, overlæge på Psykiatrisk Center Nordsjælland.
Fortsat medicin
Behandlingen med hjelmen betyder dog ikke, at patienterne kan kvitte deres medicin, selvom den har mistet sin effekt.
I kombination med den elektromagnetiske terapi virker medicinen nemlig igen.
- Vi kan hjælpe mennesker, vi havde meget svært ved at hjælpe før. De skulle have flere forskellige slags medicin og måske i høj dosis og er alligevel ikke blevet helt raske, siger Birgit Straasø.
Stor personlig sejr
Hvis de gode resultater fortsætter, spås behandlingen at kunne blive revolutionerende inden for behandling af depressioner.
Annette Øvlisen har allerede mærket revolutionen i sit liv.
For kort tid siden var hun ikke engang i stand til at læse en bog. Nu er hun netop færdig med sin eksamensopgave.
- Det er jo en kæmpe personlig sejr, og jeg ville ønske, at de her behandlinger bliver tilgængelige for alle, der måtte have et behov for dem.