FAKTA om depression: Her er symptomerne

Depression rammer 150.000 danskere om året. Her er en oversigt over symptomerne.

En del depressioner begynder i 20-30 års alderen, men stadig flere børn og unge er i behandling for depressioner. (Foto: © (grafik) Christina Reymann, DR)

Depression er en psykisk sygdom, der er så udbredt, at rundt regnet hver 20. dansker på et eller andet tidspunkt bliver ramt.

Ifølge Depressionsforeningen er sygdommen så udbredt, at den kan betegnes som en folkesygdom.

Mange depressioner begynder i 20-30 års alderen, men stadig flere børn og unge er i behandling.

Depression kan variere meget fra lette former, der er forholdsvis nemme at behandle, til helt svære og livstruende tilstande.

Her er symptomerne:

- Man kan føle sig trist og mangle livsglæde. Her er det vigtigt at huske, at depression ikke er det samme som at føle sorg eller almindelig tristhed, for man kan ikke bare "tage sig sammen", når man er deprimeret.

- Det kan være svært at koncentrere sig og hukommelsen kan være svigtende.

- Man kan opleve søvnvanskeligheder, mangel på energi og manglende sexlyst.

- Undersøgelser tyder på, at en depression kan fremprovokeres ved et psykisk traume (en fyring, skilsmisse eller andre belastende begivenheder).

- Voldsom appetit eller ingen appetit kan optræde.

Lægen skal stille diagnosen

Man kan opleve symptomerne i alle sværhedsgrader og kombinationer, og de kan vare fra dage til flere år.

For at der er tale om en depression, skal symptomerne have en vis sværhedsgrad, et vist antal symptomer skal være til stede på én gang, mens de også skal have været der i en periode på 14 dage. For at stille diagnosen kræver det professionel vurdering fra en læge.

Hvis du lider af ovenstående symptomer eller har mistanke om, at du lider af depression, bør du søge egen læge.

Kilder: Psykiatrifonden, Sind og Depressionsforeningen