Den ukrainske politiske magt er ikke blomsten af demokratiet i Europa, mener Mette Gjerskov (S), formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Det er et land med i bedste fald et skummelt demokrati, det er et land med ufatteligt meget korruption. Vi skal knuselske dem alt, hvad vi kan, men vi skal heller ikke være latterligt naive.
Det slog hun i aftes fast i Debatten på DR2, hvor hun stillede det konfliktramte land meget lange udsigter til et EU-medlemskab.
Dermed lægger hun sig op ad samme linje som sin partifælle, statsmininister Helle Thorning-Schmidt, der i dag har udtalt, at det 'ikke er aktuelt, at Ukraine skal blive medlem af EU'.
De gode mod de onde
Mette Gjerskov mener, at vi skal stoppe med at se konflikten i Ukraine som 'det gode mod det onde', hvor Rusland er det onde og Ukraine det ubetinget gode, da landet endnu ikke praktiserer demokrati efter vestlige standarder.
- Vi skal have Ukraine så meget over på vores banehalvdel, som vi kan, og så skal vi droppe al den krigssnak.
Alligevel er hun tøvende over for at indlemme landet i EU-klubben. Den tidligere minister mener, at man tidligst kan begynde at sætte EU-medlemskab på dagsordenen om tre til fire år.
- Det er ikke særligt vigtigt lige nu, om Ukraine skal være medlem i 2017 eller 2018, men vi skal sikre dem, at der er en fredelig fremtid i Ukraine sammen med EU.