Den danske skolepolitik bliver i alt for høj grad lagt an på, at eleverne skal klare sig godt i internationale målinger.
Det mener en af ophavsmændene til PISA-rangordningerne, den svenske professor Ulf Lundgren, skriver Information.
- PISA er kun en indikator. Det var ikke meningen, at man skulle styre uddannelsespolitikken efter PISA, sådan som landene gør det i dag, siger han til Dagbladet Information.
Sammenligner kun de dårlige resultater
PISA måler præstationer i matematik, læsning og naturfag blandt skoleelever i OECD-landene hvert tredje år.
- Både i Danmark, Sverige og Norge hæfter man sig kun ved de dårlige resultater, og at man skal blive bedre i testene, siger Ulf Lundgren, som har været direktør i den svenske skolestyrelse og siddet i PISA's styregruppe.
Lundgren understreger, at han er stærk tilhænger af internationale sammenligninger, men at testene bruges forkert.
Minister: PISA kan misbruges
Undervisningsminister Christine Antorini (S) medgiver, at PISA kan misbruges. Men pilen peger i oppositionens retning, mener hun:
- Den borgerlige regering brugte Pisa ideologisk, og så kommer det til at fylde meget. Men vi har lagt vægt på at bruge Pisa som et pædagogisk værktøj, og vi prøver at holde fast i det brede faglighedsbegreb, selv om det kan være svært, siger hun til Information.