Da Københavns Politi i morges slog til mod Pusher Street på Christiania, var der tale om den hidtil største aktion politiet nogensinde har foretaget mod den berømte hashgade.
Alligevel holdt lukningen af Pusher Street kun få timer.
Da DR's reporter besøger Pusher Street omkring kl. 17.40 torsdag eftermiddag ligner den gaden sig selv.
Alle boder åbne igen på Pusher Street
Samtlige boder er åbne igen, hash-handlen foregår fuldstændig åbenlyst og sælgernes frygt for politiet ser ud til at være fordampet i vinden som røgen fra en bon:
- Køb hash her! Køb hash her! råber en dame, mens kunderne flokkes om boderne.
Dr.dk møder en ung mand har netop købt ind efter at være gået forgæves i Pusher Street tidligere på formiddagen.
- Det er dejligt, at der er åbent, så man kan få handlet. Jeg var her tidligere i dag, og det var frustrerende ikke at kunne få noget med, for der var der lukket. Så jeg blev nødt til at tage tilbage efter arbejde, siger den unge mand, der arbejder som lagerhandler.
Politirazzia holdt kun nogle timer
Politiets aktion tidligere torsdag morgen var ellers både storstilet og grundig.
Her blev omkring 80 personer anholdt, og politiet fandt hundrede kilo hash, et meget stort pengebeløb, nogle køretøjer og flere våben.
Samtidig blev flere topfolk fra rockergruppen Hells Angels anholdt for at stå bag det omfattende salg af de illegale stoffer.
Men allerede omkring kl. 17.00 var de første tre hashboder åbnet og lange køer på over 100 mennesker strakte sig nedad Pusher Street.
Talsmand: Efterspørgsel styrer salget
Tidligere på dagen sagde christianitternes talsmand Adam Seitzmayer til DR Nyheder, at det kun var et spørgsmål om tid, før hashsalget var tilbage i gear på Pusherstreet.
- Kunderne er ligeglade med sådan en aktion. Det er ikke Christiania, der styrer salget - det er efterspørgslen, sagde Adam Seitzmayer kort efter Pusherstreet var blevet lukket af politiet.
- Vi lukker ned på Christiania i nogle timer. Om der går fire, seks eller otte timer er underordnet. Det er timer, vi taler om. Det er en kamp, man ikke kan vinde, sagde han.
Da DR Nyheder besøgte Christiania ved 12-tiden var boderne med hash i Pusher Street endnu ikke åbnet igen efter aktionen. Kl. 14.45 var hashhandlen ifølge Christianias talsmand ikke oppe at køre endnu.
Men kl. 17.00 var hashsalget altså tilbage, og det samme var kunderne.