Unge mænd drikker mindre: Det er plat at være for fuld

Man kan sagtens drikke med stil og styre sig, siger en elev i 9. klasse.

Frederik Hartig går i 9. klasse og drikker nogle gange til privatfester, men det skal være med måde, mener han. (Foto: © DR Nyheder, DR)

Selvom medierne så sent som i vinterferien beskrev unges druk i Prag, der var gået over gevind året før, så er de unges druk faktisk på tilbagetog.

Det er fortsat blandt unge, at flest drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Men især blandt de unge går det i den rigtige retning, og siden 2010 er det blandt unge mænd, at flest har sat det ugentlige forbrug ned.

Det viser Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil, der udkommer i dag.

Plat at være for fuld

Frederik Hartig går i 9. klasse på Stige Friskole i Odense. Han drikker ind i mellem til privatfester, men det skal være med måde, mener han.

- Du behøver ikke at drikke, så du ikke kan tale eller gå. Det synes jeg er lidt plat, siger Frederik Hartig.

Man kan drikke med stil

Han har heller ikke høje tanker om dem, der faktisk drikker sig fra sans og samling.

- Jeg tænker, at han er lidt en idiot. Du kan sagtens drikke med stil og styre dig lidt, siger Frederik Hartig, der tænker over, at det ikke er sundt at drikke for meget.

Det er ikke kun til skolefesterne på Stige Friskole, der er skåret i alkoholen.

I 2013 var der 10 procentpoint færre unge mænd, 16-24 år, der drak mere end anbefalingen om maksimalt 14 genstande om ugen, sammenlignet med 2010. Altså 38,3 procent oversteg anbefalingen i 2010 mod 28,4 procent i 2013. Det viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Man har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande eller mindre om ugen for kvinder og 14 for mænd. Sådan lyder rådet fra Sundhedsstyrelsen.

Der er sket et lignende fald i antallet af unge mænd, der drikker over 21 genstande om ugen. I 2010 drak 22 procent over 21 genstande om ugen kontra 14,4 procent i 2013.

Skoleleder: For fulde unge ødelægger festen

Den indstilling har flere elever i dag end tidligere, mener Egon Nielsen, som er skoleleder på Stige Friskole.

- De vil gerne holde en god fest, og en fest kan blive ødelagt af, at der er nogle, der drikker sig fulde, siger han.

Egon Nielsen mener, at der er sket en klar holdningsændring blandt hans elever.

- Der er ikke så meget fokus på at drikke sig fuld, det er ikke så meget in, som det har været tidligere, siger han.

Sundhedsstyrelsen: Tidlig debut - flere problemer

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan en forklaring på det markante fald i antallet af unge mænd, der drikker mere end anbefalet, være, at aldersgrænserne for alkohol er blevet strammet flere gange de seneste år.

Udviklingen for de unge er positiv, mener Sundhedsstyrelsen, da det er vigtigt, hvilke vaner de unge får skabt.

- Det, som vi ved om de unge, er, at de har større risiko for ulykker, vold og uønsket sex, når de indtager alkohol, og derfor er det godt med et mindre alkoholindtag.

- Vi ved også, at jo tidligere man debuterer med alkohol, jo større sandsynlighed er der for, at man drikker mere senere i livet og får problemer med alkohol. På den måde betyder det ret meget, hvordan ens alkoholforbrug bliver grundlagt i de unge år, siger Jette Jul Bruun enhedschef i Sundhedsstyrelsen.