Landets folkeskoler er så hurtige til at rykke børn med særlige behov væk fra specialundervisning og ind i de normale klasser, at de ser ud til opfylde KL og regeringens krav før tid.
I 2012 aftalte regeringen og KL, at 96 procent af landets skoleleever skal være en del af den almindelige undervisning i løbet af 2015.
Men allerede i september sidste år gik 95,6 procent af eleverne i normalklasser. Det viser nye tal fra FLIS - Kommunernes Fælleskommunale Ledelsessystem.
- Flere skal ses som normale
Lars Krarup (V), der er næstformand for KL's Børne- og kulturudvalg og borgmester i Herning, kalder det "rigtig fint", at kommunerne er så tæt på at have opfyldt deres mål.
- Vi har haft for mange år, hvor normalbegrebet i folkeskolen er blevet mindre, og for mange børn er blevet sendt ud i specialundervisning, siger han.
- Skolereform hjælper på trivsel
Samtidig med at regeringen og KL satte målet om de 96 procent, aftalte de også et mål om, at "elevernes trivsel fastholdes i takt med omstillingen til øget inklusion".
Lars Krarup, hvordan går det med at opfylde målet om, at inklusionen ikke må gå udover elevernes trivsel?
- Det generelle billede ser godt ud, men der er nogle kommuner, hvor det er gået for stærkt, og jeg hører, at det nogle steder er blevet brugt som en spareøvelse frem for en bevægelse mod at udvide normalbegrebet til gavn for alle, siger han.
Hvad vil KL gøre for at sikre, at inklusionen ikke går udover elevernes trivsel?
- Skolereformen hjælper os med at gøre det bedre. Den sætter fokus på elevernes trivsel, og det er der behov for, siger Lars Krarup.
Mindst specialundervisning i børnehaveklassen
I begyndelsen af februar viste tal fra Undervisningsministeriet, at 94,8 procent af eleverne går i almindelige klasser.
KL forklarer, at forskellen bunder i nogle beregningsmetoder, og at Undervisningsministeriets tal er opgjort i september 2012, mens FLIS' stammer fra september 2013.
Ifølge FLIS' opgørelse lever 40 procent af skolerne op til kravet om de 96 procent, mens hver femte skole halter bagud med en inklusionsprocent på 94.
I landets børnehaveklasser er inklusionsprocenten 97,8, mens den er lavest i 9.klasserne. Her er 6,4 procent af eleverne ikke en del af den almindelige undervisning.